Der er mange tråde at holde styr på gennem et sygdomsforløb med Parkinson, sklerose eller andre kroniske nervesygdomme. Derfor har et enigt Sundheds- og Seniorudvalg i Slagelse Kommune ansat en Social- og omsorgskoordinator, som skal samle trådene, så der sikres en god koordinering. Tilbagemeldingerne fra både borgere med syg-dommene og de pårørende er særdeles positive, som især er glade for at have fået én kontaktperson, der kan sikre koordinering og give tryghed og støtte i et sygdomsforløb.

Når kroniske sygdomme rammer, og hverdagen ændres, er der ofte behov for en samtale om sygdommen og gode råd om håndtering af dagligdagen, kost og træning m.m. Den mulighed er der også i Slagelse Kommune. 1. januar 2017 blev Hanne Karimi ansat som Social- og omsorgskoordinator i Slagelse Kommune, og hun har vist sig at være en stor hjælp for borgere, der er ramt af Parkinson, sklerose eller andre kroniske nervesygdomme, når hun tilbyder en individuel samtale med den sygdomsramte og de pårørende.

– Der er mange tråde, som skal samles i et sygdomsforløb, og jeg hjælper borgere med sygdomme og deres pårørende med at samle trådene og flette fletningen. Som ansat i kommunen kender jeg til de mange tilbud vi har og kan derfor bl.a. hjælpe med at formidle kontakten. Samtidig giver det bor-gerne og de pårørende en ro og tryghed, når de får én kontaktperson, som kan hjælpe med at følge op på deres ansøgninger, eller når jeg hiver pc’en frem og hjælper dem at udfylde elektroniske ansøgningsskemaer til f.eks. hjælpemidler. Det giver en lettelse for både borgeren og de pårørende, når de kan se, der kommer skub i ting, som måske ellers kan virke uoverskueli-ge, siger Hanne Karimi, Social- og Omsorgskoordinator i Slagelse Kommune.

Hjælper med at mestre hverdagen
Social- og omsorgskoordinatoren har ingen myndighedsfunktion og kan hel-ler ikke give behandling. Hanne Karimi fungerer derimod som tovholder og vejviser for borgerne og deres pårørende, så de bedst muligt kan mestre hverdagen og få størst mulig livskvalitet på trods af kroniske sygdomme.

– Koordinatoren kan bl.a. hjælpe med at være et skridt foran i forhold til, hvilke veje fremtiden bringer. Parkinson er en sygdom, som desværre kun bevæger sig i én retning, og med koordinatorrollen kan vi hjælpe både borgeren og den pårørende med at være på forkant med, hvordan vi sammen bedst sikrer en optimal dagligdag både for borgeren og de pårørende – for vi skal passe godt på begge. Det er heller ikke nemt at være pårørende, og de har især også haft glæde af koordinatoren til at læsse af på og til at aflaste, så de kan få ro, tryghed og støtte i sygdomsforløbet, siger formand for Sundheds- og Seniorudvalget Ann Sibbern.

Det var et enigt Sundheds- og Seniorudvalg, som i forlængelse af et temamøde med Parkinsonforeningen og Ældrerådet, besluttede at oprette en foreløbig 1-årig stilling som om social- og omsorgskoordinator, der skal sikre koordineret støtte til borgere med Parkinson, sklerose og kroniske nervesygdomme.

Få hjælp fra kommunens to Social- og Omsorgskoordinatorer
Hvis man ønsker en samtale med Hanne Karimi, kræver det ingen forudgå-ende aftale med Slagelse Kommune. Både pårørende og borgere med Par-kinson, sklerose og andre kroniske nervesygdomme er velkomne til at tage direkte kontakt til Hanne på 58 57 97 82 eller hanka@slagelse.dk

Pårørende og borgere med kræft, ALS eller som har været udsat for en traumatiserende ulykke, hvor funktionsevnerne som følge af massive fysiske skader er nedsat betydeligt, er velkommen til at kontakte Slagelse Kommunes anden Social- og omsorgskoordinator, Lis Lindenhoff, på 58 57 57 17 eller lilin@slagelse.dk

Fakta om kommunale parkinsonkoordinatorer
En kommunal parkinsonkoordinator er en stor hjælp for borgere, der er ramt af Parkinsons sygdom. Det viser erfaringerne fra et udviklingsprojekt i Parkinsonforeningen, der i 2012-2015 blev gennemført i tre forsøgskommuner Frederiksberg, Gladsaxe og Herlev. Parkinsonforeningen har derfor taget initiativ til en ny uddannelse, som blev afviklet første gang i marts og april måned 2017, som Hanne Karimi, Social- og omsorgskoordinator i Slagelse Kommune, bl.a. deltog i. Som Social- og omsorgskoordinator samarbejder Hanne bl.a. med den lokale parkinsonforening i Slagelse Kommune og med SANO i Skælskør i forhold til et nyetableret Videnscenter for rehabilitering af Parkinsonpatienter.

I den lokale Parkinsonforening er der desuden taget initiativ til at starte en pårørendegruppe op i løbet af efteråret.

Hvad kan Social- og omsorgskoordinatoren hjælpe med
– Rådgive dig og din familie
– Give overblik over de involverede afdelinger i kommunen
– Formidle kontakt til afdelingerne i kommunen og hjælpe med opfølgning. Det kan være i forhold til sygedagpenge, pension, fysioterapeut, ergoterapeut, hjemmepleje, sygeplejerske, hjemmehjælp osv.
– Være bisidder ved møder
– Inddrage andre relevante fagpersoner
– Udfylde blanketter med mere
– Være sparringspartner for dig og andre involverede afdelinger

Nyt tiltag skal gavne parkinsonramte og deres pårørende. Foto: Slagelse Kommune