Der er netop blevet gennemført en undersøgelse af kvalitetssikringen af Slagelse Kommunes processer for miljøgodkendelser. Det sker på baggrund af en
beslutning som Klima- og Miljø Udvalget traf den 6. marts 2024.
Her er tale om en undersøgelse, hvor der bl.a. er kigget på procedure og retningslinjer, lavet interviews med medarbejdere på alle niveauer og gennemgået tilsynssager i perioden 2020 – 2024. En periode hvor Miljøafdelingen har oplevet et fagligt pres fra store miljøsager og megen personaleudskiftning, hvilket har påvirket løsningen af afdelingens opgaver negativt.
Afdelingen for Miljø og Natur har tidligere udarbejdet en redegørelse for at afdække afdelingens aktiviteter i forhold til miljøtilsynsplaner og miljøtilsyn i perioden 2020-2024. Den redegørelse har det eksterne konsulentbureau, der har stået for den nye undersøgelse, gennemgået og drøftet med de ansatte.
Formålet med kvalitetsvurderingen er at få en generel vurdering af gældende praksis og den faglige kvalitet samt gode anbefalinger til en fremtidig forbedret praksis.
Den overordnede konklusion på undersøgelsen er, at der har været kvalitetsmæssige mangler bl.a. i selve sagsbehandlingen og i dokumentationen af sagerne. Dertil kommer, at der er opbygget en større sagsmængde, ligesom der forestår et væsentligt oprydningsarbejde i dokumentationen af sager.
Klima- og Miljøudvalget har netop fået en gennemgang af undersøgelsen, der er udarbejdet af Rambøll. Her blev Slagelse Kommune anbefalet at igangsætte opgaver, der kan højne de kvalitets- og lovgivningsmæssige opgaver i Miljøafdelingen.
Citat: “Nu har vi fået en grundig analyse af Miljøafdelingen og nogle klare anbefalinger, som vi vil følge, så vi kan rette op og sikre, at vores miljøopgaver fremadrettet sker rettidigt og korrekt. Det har udvalgets store bevågenhed.
Når det er sagt, så er vi også klar over, at der i perioder ikke har været nok personale, Hvilket givet er årsag til nogle af de opmærksomhedspunkter, som
analysen peger på. Det er udvalgets ønske, at afdelingen får tilført de nødvendige ressourcer. I forbindelse med de forestående budgetforhandlinger, vil byrådet drøfte, hvad der skal ske.”