Det er med stor glæde at Slagelse Kommune kan byde velkommen til Lone Berner Wolff som socialchef 1. august 2022. Lone er 49 år og kommer fra en kontorchefstilling i Københavns Kommunes Socialforvaltning. Som Socialchef får Lone ansvaret for Center for Handicap og Psykiatri samt betjeningen af Socialudvalget.
”Vi får en chef, der har indgående kendskab til det sociale område og har mange års erfaring med at arbejde i politisk styrede organisationer. Lone har arbejdet i krydsfeltet mellem faglige udfordringer og styringsmæssige behov. Lone har god indsigt i betydningen af inddragelse af borger, organisationer og medarbejdere, når der er behov for udvikling og forandringer. Lone har fokus på vigtigheden af et tværkommunalt samarbejde, for at sikre at arbejdet med områdets borgere lykkes, sige konstitueret kommunaldirektør, Vini Lindhardt og fortsætter:
”Som i andre kommuner er det specialiserede voksen område stærkt udfordret i forhold til stigende behov hos borgerne og nye typer af behov. Jeg er sikker på, at Lone sammen med vores dygtige med-arbejdere og ledere i centeret og dets virksomheder kan medvirke til at sikre driften og den nødvendige udvikling af området i de kommende år”.
Lone er cand.jur. og har været ansat i Statsforvaltningen, Næstved Kommune og Københavns kommune og har i alle ansættelser beskæftiget sig med socialområdet.