Vi er konstant på nettet, går ikke langt uden vores smartphone og bruger flere og flere timer med øjnene fikseret på en skærm. Måske er det netop derfor at brætspil er mere populære end nogensinde – der udvikles spil, som aldrig før!
Kom med ind i den magiske brætspilsverden lørdag den 25. februar kl. 10.00-17.00 på Slagelse Bibliotek, når spilmessen ’Slagelse Spiller Brætspil 2023’ afholdes for allerførste gang.
Slagelse Biblioteker og brætspilsentusiasterne ’Brætspilsnørderne’ er tovholderne bag spilmessen, og de kan ikke vente med at dele spilleglæden med gæsterne.
Martin Krogsgaard Houlind, Slagelse Bibliotekers egen spilnørd siger; ”Alle er velkomne, både de mere erfarne brætspillere og dem, som savner inspiration til at komme i gang med noget nyt. Der vil være guidede præsentationer af en lang række forskellige brætspil, så man nemt kan komme i gang derhjemme. Der vil også være mulighed for at prøve vores workshops, hvor du kan lave dine egne brætspil eller afprøve de nye, som du kan komme og spille hele dagen mellem kl. 10-17.”
En perlerække af spiloplevelser
På dagen kan der opleves brætspil som Mansions of Madness, Magic Maze, Dice Throne, Lords of Waterdeep, Wingspan, Galaxy Trucker, Horrified, Terraforming Mars, Small World, Architects of the West Kingdom og Eclipse. Her vil der være frivillige brætspilsentusiaster klar til at guide og hjælpe dig med at komme i gang med at prøve spillene.
Udover de mere klassiske brætspil kan man også deltage i foredrag med spiludviklerne Jeppe Norsker fra 50 Clues og Charlotte Hummeluhr fra New Moments Games.
Martin Krogsgaard Houlind tilføjer; ”Til spilmessen kan du også teste de spritnye danske spil Gnome Kingdom og Planet Trade, der endnu ikke er kommet i handlen. Og du kan sætte fantasien løs og male din egen rollespilsfigur. Jeg håber, at mange har lyst til at komme forbi og opleve brætspillenes verden”. Han nævner samtidig, at arrangementet er gratis for alle deltagende. Derudover er det muligt at gå til og fra messen, som man har lyst.
Lån brætspil året rundt
Brætspil kan skabe en positiv værdi på mange måder. Uanset genre, form og indhold, så kan brætspil underholde mennesker på tværs af geografi, alder og kultur.
Brætspil er også et betydeligt indlæringsværktøj, fordi deltagerne kan kombinere indlæring med en høj social værdi og en god underholdningsværdi, mens man lærer på en uformel og hyggelig måde.
Slagelse Biblioteker har lige nu et særligt fokus på brætspil, og der er mulighed for at låne brætspil med hjem på samme måde som bøger, og de helt nye brætspil kan man låne med hjem på dagen.
Læs hele programmet på www.slagelsebib.dk.