Bakkevejskvarteret er navnet på et nyt boligområde, som bliver udpeget i den nye kommuneplan. Visionen er, at skabe et boligområde, hvor vanetænkningen bliver udfordret. Blandt andet er muligheden for et eller flere bofællesskaber på tegnebrættet.

Slagelse vokser. Flere flytter til byen, og derfor bliver der i fremtiden brug for mere plads til at bygge nye boliger. Det er baggrunden for, at den nye kommuneplan, som nu er i høring, tilføjer et helt nyt boligområde til Slagelse. Det nye boligområde har fået navnet Bakkevejskvarteret, og hvis kommuneplanen bliver vedtaget, er det visionen, at der skal skabes plads til et boligområde, som er noget særligt, og giver Slagelse mulighed for at fortsætte med at tiltrække nye borgere.

– Bakkevejskvarteret skal være noget helt særligt. Derfor skal vi prøve at udfordre vanetænkningen og stille krav til de boliger, der skal bygges her, så vi får et område, som kan sætte Slagelse på landkortet. Udviklingen af Tidselbjerget er gået hurtigere, end vi forventede, og derfor får vi brug for mere plads til boligudvikling, hvis vi skal følge med efterspørgslen, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).

Det nye boligområde kommer til at ligge i Slagelses nordlige udkant mellem Holbækvej, Nykøbing Landevej og Ndr. Ringgade, og det vil binde Skovbrynet og Tidselbjerget sammen. Men der vil komme til at gå flere år før, man for alvor kan se de første byggerier rejse sig i Bakkevejskvarteret. Først skal den nye kommuneplan vedtages, og derefter skal der laves en helhedsplan, hvor rammerne for området bliver mere konkrete. Intentionen er at skabe et blandet boligområde med forskellige boligtyper i forskellige prisklasser, som kan tiltrække ressourcestærke borgere. En af ideerne, som er på tegnebrættet, er muligheden for, at der kan etableres et eller flere bofællesskaber for familier. Den mulighed findes stort set ikke i Slagelse i dag.

– Vi mærker fra borgere og investorer, at det er noget, der er efterspørgsel efter – især hvis man kan kombinere det med eksempelvis økologiske haver eller bæredygtighed. Overordnet vil vi gerne prøve at udvikle et boligområde, som måske er lidt skævt, og som kan være med til at tiltrække den type borgere som efterspørger fællesskab, natur og plads. I Slagelse skal vi være kendt for at byde på det gode liv, siger Jørgen Grüner (F), formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget.

Hele Bakkevejskvarteret vil blive bebygget over flere år. Men for at veje og infrastruktur kan følge med vil det komme til at foregå efter en rækkefølgeplan, hvor man starter tættest på Slagelse by.

Fakta: Borgermøder om kommuneplanen

Kommuneplanen er i høring frem til den 13. august, og alle har mulighed for at sende høringssvar til plan@slagelse.dk. I forbindelse med høringen afholdes der borgermøder:

• Korsør den 15. juni kl. 16-19
Magasinbygningen ved Fæstningen, Søbatteriet 7,
Tilmelding skal ske senest den 13. juni 2021 via slagelse.dk/hoering.

• Slagelse den 16. juni kl. 16-19
Loungen i stueetagen på Slagelse Stadion, Fælledvej 2.
Tilmelding skal ske senest den 14. juni via slagelse.dk/hoering

• Skælskør den 24. juni kl. 16-19
Skælskørhallen, Sorøvej 90.
Tilmelding skal ske senest den 22. juni via slagelse.dk/hoering

Læs hele kommuneplanen på Slagelsekp21.dk

Pressefoto