Efter en succesrig opstart er ’Motion og Fællesskab’ nu i fuld gang i UV Hallen. Det foregår hver tirsdag kl. 10-12, hvor seniorer i Slagelse kan mødes om masser af gode grin, sjove idrætsaktiviteter og hyggeligt samvær.
Forskning viser, at regelmæssig motion, socialt samvær og mental stimulering bidrager fundamentalt til, at seniorer kan fastholde et liv med kvalitet, selvstændighed og glæde. Det er lige netop, hvad ’Motion og Fællesskab’ tager udgangspunkt i.
’Motion og Fællesskab’ udspringer af DGI-konceptet ’Idræt om Dagen’, der er et velafprøvet og simpelt koncept skræddersyet til seniorer. Konceptet hviler ikke på én bestemt idræt, men mange forskellige, hvilket betyder, at alle – på tværs af mobilitets-, koordinerings- og styrkeniveauer – kan være aktive sammen. Samtidigt giver det mulighed for at følges med både partner og venner, selvom alle foretrækker noget forskelligt.
Konceptet har allerede mere end 300 aktive hold med flere tusinde deltagere fordelt over hele landet – og nu også lokalt i Slagelse.
Mange forskellige aktiviteter
’Motion og Fællesskab’ er bygget op som to timers aktiviteter, der veksler gang for gang. Deltagerne kommer igennem alt fra pickleball, discgolf og gåfodbold til bedstevolley, new age curling og cirkeltræning. Alt sammen aktiviteter skræddersyet til seniormålgruppen.
Tag for eksempel gåfodbold, der er en langsommere variant af det traditionelle fodboldspil. Her er blot 3-5 spillere på banen ad gangen, og der anvendes en særlig bold og lave mål, som indbyder til spil langs jorden.
Hvor og hvornår?
’Motion og Fællesskab’ foregår hver tirsdag kl. 10.00-12.00 i UV Hallen, Frederikshøjvej 3, 4200 Slagelse. Alle er velkomne og deltagelse kræver ikke tilmelding – man skal bare møde op. Det eneste deltagerne skal have med, er sko og tøj til at bevæge sig i.