Nærvær er et nyt netværk for kvinder i Sorø og Slagelse, der fokuserer på at styrke fællesskabet og samarbejdet mellem kvinder i de to byer. Netværket giver kvinder mulighed for at mødes, dele erfaringer og støtte hinanden i at realisere projekter, der både gavner dem selv og skaber positiv forandring i lokalsamfundet.
Om initiativtagerne
Simone Holme og Isabella Serritzlev, to kvinder med rødder i Slagelse, har startet netværksgruppen Nærvær, der bygger på idéen om, at vi er stærkere sammen. Begge har boet mange år i København, men er nu vendt hjem til Vestsjælland og blev hurtigt inspireret af de mange kvindelige ildsjæle, de mødte i området.
“Da vi vendte hjem til Sorø og Slagelse, blev vi virkelig inspirerede af, hvor mange kvindelige ildsjæle der allerede er i området – kvinder, der ligesom os selv, har et stort ønske om at gøre en positiv forskel,” forklarer Simone.
“Vi ser et stort potentiale i at samle kvinder i et fællesskab, hvor vi kan støtte hinanden, dele erfaringer og realisere lokale projekter, der skaber forandring.”
Sammen om at styrke lokalsamfundet i Sorø og Slagelse
Netværket er bygget på ideen om, at vi er stærkere sammen. “Udover at skabe inspirerende bekendtskaber og netværksmuligheder, er vores mål at mødes på tværs af erfaringer og baggrunde for at støtte hinanden til lokale initiativer, der beriger de områder, vi bor i,” siger Isabella.
Netværket mødes fire gange årligt, hvor deltagerne arbejder på vidensudveksling, inspiration, netværk og eventplanlægning. Netværkets første møde finder sted i februar 2025, og de vil afslutte året med et inspirations-event i december, åbent for øvrige kvinder i Sorø og Slagelse.
“Vi har set, hvordan mange kvinder i vores byer allerede gør en fantastisk indsats for at skabe forandring, men vi ved, at det er nemmere at opnå succes med et fællesskab bag sig. Med Nærvær ønsker vi at bygge bro mellem disse ildsjæle, så de kan dele viden og støtte hinanden,” siger Simone. ”Vi tror på, at vi sammen kan gøre vores byer endnu bedre, og vi glæder os til at være med til at løfte fællesskabet,” tilføjer Isabella.
Hvorfor kun kvinder?
Netværket har valgt at fokusere på kvinder i første omgang, da initiativtagerne har oplevet, at der er et stort behov for et rum, hvor kvinder kan støtte og inspirere hinanden – særligt når det handler om at udvikle og realisere lokale initiativer. Selvom netværket er åbent for samarbejde med mænd, ønsker de at skabe et stærkt fællesskab for kvinder i første omgang:
“Det er ofte nemmere at spejle sig i nogen, der ligner en selv. Og da vi selv er kvinder, der balancerer familielivet, karriere og et ønske om lokalt engagement, ønsker vi at skabe et netværk med nogle af de mange stærke og kreative kvinder i vores byer. Vi ønsker at skabe et rum, hvor vi kan støtte og inspirere hinanden,” konkluderer Isabella.
Netværket er klar til at kickstarte første møde i februar
Tilmeldingen til netværket for 2025 er nu lukket, og det første møde starter i februar. De 13 deltagere vil sammen arbejde på at udvikle idéer og projekter, og afslutningsvis planlægge et stort lokalt event i december. Netværket tilbyder inspiration og sparring på individuelle projekter, hvor kvinderne kan støtte og hjælpe hinanden med at realisere deres idéer. Hvis netværket viser sig at være en succes, er målet at fortsætte og udvide næste år. Det eneste, det koster at være med, er egen mad og drikke ved de fire møder.