Mere samarbejde og nye metoder til at genanvende byggematerialer skal være med til at skabe lokale arbejdspladser. Det er målet med projektet Grøn Vækst i byggeriet, oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Hvis lokale virksomheder i bygge- og affaldsbranchen bliver bedre til at genbruge alt fra mursten til tagsten og vinduer, så er det ikke kun godt for miljøet. Det kan også blive til lokale arbejdspladser. Derfor sætter Slagelse Kommune gang i projektet Grøn Vækst i byggeriet, som skal udvikle nye samarbejder og nye metoder til at genanvende byggematerialer lokalt.

Villum Christensen
Villum Christensen

– Hvis vi rykker på det her område nu, så har vi mulighed for at give vores virksomheder en førerposition. Vi kan gøre vores lokale erhvervsliv konkurrencedygtig og sikre lokale arbejdspladser. Det er godt for både væksten og miljøet, siger Villum Christensen (I), formand for Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget.

Hvis genbrug skal vinde indpas i byggebranchen, kræver det, at man får opbygget metoder og samarbejde mellem de lokale bygherrer, entreprenører og nedrivningsvirksomheder om, hvordan genbruget af byggematerialerne skal foregå.

Det er også baggrunden for, at EU har valgt at støtte projektet med 3,4 mio. kr. Slagelse Kommune giver selv 1,5 mio. kr. til projektet, men derudover er kommunens egen bygningsmasse også en vigtig del af projektet. Kommunen har et årligt renoverings- og byggebudget på mellem 300-500 mio. kr., som skal bruges som drivkraft til at udvikle innovative produkter og metoder baseret på genbrugsmaterialer.

– Vi er kommunens største bygherre, så det er meget naturligt, at vi bruger vores egne bygninger. På den måde understøtter vi både vores lokale erhvervsliv med ny viden, som gør dem konkurrencedygtige, og samtidig får vi også glæde af de genbrugte byggematerialer i fremtiden, siger Henrik Brodersen(O), formand for Landdistrikts-, Teknik- og Miljøudvalget.