MØLLER i mejeriet genåbner med Fugl Fisk og det imellem – særudstilling med Søren Parmo i det hvide kølerum.
Fernisering torsdag d 9 september kl 19-21.00 galleriet byder på et glas vin. Særudstillingen kan ses frem til 3 oktober 2021, og der er naturligvis altid gratis adgang.
Første fernisering i år – det har vi glædet os til meget længe. Kom og mød kunstneren Søren Parmo og se hans skønne farverige malerier.
Søren Parmo er inspireret af det spontane og det frie liv, motiverne er legende, kraftfulde og naive i deres udtryk, han bruger ofte fuglen i motivet som symbol på frihed og livet generelt. Dette i et skønt samspil med andre finurlige figurer, stærke farver samt sjove og kringlede titler.
Sørens udtryk ses klart i hans håndtering af det umiddelbare, pågående og impulsive motivunivers. Søren Parmo arbejder bl.a. i spændingsfeltet omkring- og med modsætningerne enkelthed og kaos sjov og alvor.
Mange som har været igennem Kirke Stillinge har uden tvivl lagt mærke til det kæmpe store gavlmaleri Fuglen der tog STILLING på vej til stranden som kunstneren udførte i forsommeren 2020 det store værk blev signeret, af et lille indbudt publikum, Slagelses borgmester og sponsorere. Derfor er det skønt endelig at have mulighed for at Søren Parmo kan fortælle om sin kunst og tankerne bag.
Hele MØLLER i mejeriet er åbent under ferniseringen og der er rig mulighed for at spørge ind til alle de andre kunstværker og se Møllers egne unikke frimærker i keramik.