Kyiv Kammerkor deltager i Sorø Internationale Musikfestival den 14. august 2024 – kl. 19.30 i Sorø Klosterkirke. Koncerten radiotransmitteres af DR/P2.

Kyiv Kammerkor er dannet i 1990 og er hovedstaden Kyivs officielle kor, lønnet af Kulturministeriet. Det består af 21 sangere, alle uddannede på konservatorier i Ukraine. Stemmerne er fordelt på 10 dame- og 11 herrestemmer.

Koret har vundet et utal af priser i diverse konkurrencer og listen over festivaler, som koret har deltaget i, er meget lang og imponerende.

Repertoiret omfatter stort set al slags musik, gammel og ny, kirkelig og verdslig, vest- og østeuropæisk, men for det danske publikum er det den ukrainske musik, som har gjort det store indtryk.

Kyiv Kammerkor er et utrolig flittigt kor. Det uropfører værker, indspiller CD’er, giver koncerter i ind- og udland, og inspirerer mange andre kor i Ukraine til at synge den ortodokse musik, som ikke har været sunget i 70 år.

Ved sin fornemme kunst kan man kalde Kyiv Kammerkor en fin ambassadør for sit krigshærgede land, som udvider vores musikalske horisont.

Koncerten bliver transmitteret af DR/P2, og af denne grund har det været nødvendigt at flytte starttidspunktet fra kl. 19 til 19.30.

Køb billetter

Pressefoto