Det afsløres, at der kommer et nyt Trelleborg oplevelsescenter, skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse. Projektkonkurrencen om fremtidens oplevelses- og videncenter på Trelleborg har nu fundet en vinder. PLH Arkitekters forslag skal over de kommende år forme Trelleborg.
– Vi er meget stolte af at have Trelleborg i vores kommune. Det er et vartegn sammen med storebæltsbroen, og derfor er dagens afsløring en stor dag. Vinderforslaget bliver en fantastisk bygning og udstilling, der både respekterer fortiden og peger mod fremtiden. På kommunens vegne vil jeg gerne sige tak for de gode forslag, siger borgmester Stén Knuth (V).
Visionen bag vinderforslaget er, at det nye oplevelses- og videncenter skal ”slå bro mellem fortidens dramatik, konflikter, storhed og den harmoni og ro, der i dag præger monumentet i Tude Ådal”. Bygningen skal indeholde cafe, kontorer, undervisningsfaciliteter og et nytænkende udstillingskoncept, der med moderne virkemidler fortæller de enestående historier fra vikingetiden og Trelleborg.
Konkurrencens resultat har været ventet med spænding. Kunne deltagerne indfri forventningerne om et nytænkende forslag, der er tro mod fortiden og som rækker langt ind i fremtiden? Kravene til nybygningens udformning, placering og indpasning i landskabet samt kravene til udstillingens udformning i huset har været meget ambitiøse. Alle krav og ønsker er nøje beskrevet i konkurrenceprogrammet, der har dannet udgangspunkt for deltagernes løsning af opgaven. Vinderprojektet skal nu danne grundlag for det videre arbejde med at skaffe finansiering til projektet.
Trelleborg er et af Nordens vigtigste monumenter fra vikingetiden, og Trelleborg forventes optaget på UNESCOs verdensarvliste over umistelige kulturmonumenter.
– Arkitektur ér formidling. Vi har brugt skjoldet som inspiration til tagets arkitektur. Derfor er taget formet som en skive, der ligger på skrå, nærmest henkastet, som om man har tabt det i et slag. Facadens elementer henter inspiration fra vikingeskibenes sejl, og bygningens udvendige træ imprægneres med trætjære, så man møder den karakteristiske duft fra norske stavkirker. Så vi har skabt en bygning i moderne arkitektur, der understøtter stemningen af vikingetiden, siger Søren Mølbak, arkitekt og partner i PLH Arkitekter.
Tegninger af det kommende oplevelses- og videnscenter udstilles forskellige steder i kommunen og på Nationalmuseet hen over foråret 2016. Du kan læse mere om projektet og se tegninger heraf her.