Nana Hauge er præst i Høve og Havrebjerg valgmenigheder. Her fortæller hun Dit Slagelse om sine påsketraditioner.
Hvordan fejrer du og din familie påsken?
Jeg er ”alene” præst, så jeg står for alle gudstjenesterne i påsken. Hele familien er med, ligesom de er de andre søndage i løbet af året. Hvis der er tid, er vi sammen med familie eller nære venner. Påskedag gemmer vi æg i haven, som børnene går på jagt efter.
Pynter I op til påske?
Vi pynter med lidt æg og en masse løgplanter. De små løg bærer jo selv forjættelsen i sig. Tænk bare på påskeliljen, som for Grundtvig bliver et afgørende tegn på opstandelsens virkelighed.
Plejer du at få/sende gækkebreve?
Jeg sætter børnene til at lave gækkebreve, som de sender til bedsteforældrene.
Hvad kræver et veldækket påskebord?
Godt selskab og højtidelighed og så selvfølgelig æg.
Hvilken betydning har påsken for dig?
Påsken betyder det for mig, som påsken betyder – nemlig, at graven var tom, og at vi mennesker derfor har noget at betyde. Var frelseren ikke opstået, havde graven ikke været tom – da havde vi ikke noget at betyde, men nu er Han opstået, og derfor har vi noget at betyde. Lad mig uddybe det sådan: Uden opstandelsen ser vi kun Jesus – ikke Guds søn. Uden opstandelsen bliver det hele bare en fabel. En god historie der kan ”sprede lys i mørket”? En fortælling der har været vigtig for vores civilisation. Og da har vi intet at betyde. Så røg den påskeblomst. Da skal vi bare dø, ligesom Jesus døde på korset. Men nu er Han opstået.
Derfor kan VI nu se alting i et andet lys. Der er et nyt lys over vore liv. Det er ikke et lys, vi har fra os selv. Vi har det fra ham, der gennemlyser os. I det lys kan og skal vi nu se os selv og hinanden. I et andet lys. Som Guds elskede, udvalgte og hellige. Da har vi noget at betyde. Vi skal dø lige som Gud skulle dø. Men som han opstod, skal vi opstå.
Det bliver for tiden diskuteret, hvordan Jesus stod op af graven. Mange værger sig ved tanken om et alt for fysisk opstandelseslegeme. Det er ikke noget nyt. Sådan var det også på Grundtvigs tid. Men ud fra sin tro på forbindelsen mellem det skabte og det frelste menneske holdt Grundtvig fast på, at mennesket opstod med den kendte krop. Den med ”kjød og ben” som Vorherre opstod med (sådan formulerer Grundtvig det).
Opstandelsen henviser ikke til en finere, sjælelig eller åndelig virkelighed. Opstandelsen favner hele vort liv med alle dets fortrædeligheder, skuffelser, dets sorg, savn, lykke og ulykke. Kødets opstandelse vil sige, at Jesu Kristi opstandelse ikke er en fortsættelse af en mindre del, af det vi kender, som om det kun er sjælen eller ånden, der bliver evig.
Men det evige liv er ikke mindre end det liv, vi kender nu. Opstandelsen er ikke bare fortsættelsen af en del af vores liv, men det er fuldendelsen af hele vort liv. Det er et liv, som vi ikke kan berede os selv. Et liv som er båret af Ham. Jesu Kristi opstandelse fra de døde lader os skimte åbningen til dette liv – til De levendes land. Da kan vi se alt stort og skønt hernede. For foden af bjerget. Da kan vi sige ”Det er godt, at vi er her”.
