Ved den anden DM-finale i Frihedens Idrætscenter blev årets hold kåret blandt alle Volleyliga-holdene i Danmark. Og for første gang nogensinde, var der lokalt islæt på All Star-holdet. Oskar Madsen, der er VK Vestsjællands markante landsholdsspiller, er nemlig “Årets unge danske spiller” – kåret af Oskars egne “kollegaer” fra de andre hold i Volleyligaen.
Daglig leder i klubben, Flemming Christensen, er både stolt og glad. “Jeg er stolt over, at VK Vestsjælland nu også kan markere sig på All Start-holdet personificeret af Oskar Madsen. Jeg er så glad på Oskars vegne, og jeg synes, at Oskar har fortjent denne hæder blandt de øvrige spillere fra ‘øverste hylde'”, udtaler Flemming Christensen.
Oskar var selv uvidende om udtagelsen og var således blevet “lokket” til at overvære DM-finalen. Oskar fortæller selv om, hvordan det var at blive kaldt op foran en stuvende fuld idrætshal: “Det betyder rigtig meget at blive årets unge danske spiller. Både fordi det er alle spillere og trænere, der stemmer, og fordi der er så mange andre rigtig dygtige unge spillere i den danske liga”, slutter en tydelig stolt Oskar Madsen.