Parkeringspladsen på Rådhuspladsen åbner ikke den 6. maj, som tidligere udmeldt. I forbindelse med renoveringen har forvaltningen haft lejlighed til at gennemgå alle dokumenter vedr. parkeringspladsen, og det står nu klart, at parkeringspladsen ikke må anvendes til parkering. Dette skyldes, at lokalplanen udlægger området som grønt område, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Lokalplanen for Slagelse midtby blev ændret i 2013 og her overså man en passus som medfører, at der ikke længere må køre biler, eller parkeres på Rådhuspladsen. Ændringen medfører, at renoveringen af parkeringspladsen stilles i bero, foreløbigt frem til efteråret. Det tegner til at parkeringspladsen måske er anvendt for sidste gang.
– Det er en rigtig ærgerlig situation at vi må afspærre parkeringspladsen på Rådhuspladsen nu, hvor vi ellers har gjort klar til at åbne pladsen igen, siger Borgmester Stén Knuth.
Lokalplanen blev revideret i 2013, og der var Slagelse Kommune ikke opmærksomme på, at området blev udlagt til grønt område. Det betyder, at lokalplanen skal ændres, hvilket medfører en høringsperiode før planen kan endelig vedtages umiddelbart efter sommerferien.
– Vi er selvfølgelig kede af forsinkelsen, men vi har sørget for, at pladsen hen over sommer bliver brugt som gartneri nu, hvor området alligevel bliver udlagt til grønt område. På den måde kan vi sørge for, at de handlende kan købe deres planter, dyrket af vores mange landdistrikter, på pladsen, og måske bruge kælderen til at dyrke planter der er særlig sarte over for sollys, siger borgmesteren.
Det italienske landskabsarkitekt firma, Aprilusuno A/S, er hentet ind til at skabe rammerne for det kommunale gartneri, herunder at etablere blomsterkummer ud mod Smedegade. Der er foreløbigt afsat 230.000 kroner til konsulenter der skal indrette pladsen.
Det forventes at der vil blive åbnet for frøindlevering, samt relevante stiklinger, umiddelbart inden sommer.