En gruppe på godt 30 nytilkomne flygtninge og indvandrere, der til dagligt modtager danskundervisning på Slagelse Sprogcenter, har sammen med frivillige fra Røde Kors i Slagelse brugt sommeren på at træne sprogkundskaber indenfor samtale og udtale af danske ord.
En af deltagerne i Røde Kors sommerferiekursus ”Tal Dansk” var 31 årige Kbreab Goetom, der kom til Danmark fra Eritrea for godt 8 måneder siden.
– I asylcenteret lærte vi ikke dansk, det begyndte jeg først på, da jeg kom til Slagelse for et par måneder siden. Nu øver jeg mig faktisk i dansk, når jeg ringer til mine venner fra Eritrea, der bor i Jylland, siger en stolt Kbreab Goetom.
I grupper af 5 til 7 personer har deltagerne sammen med en frivillig trænet, hvordan man begår sig på dansk i hverdagen når man f.eks. skal købe ind, er på arbejde eller i en forening. Og det har været en stor hjælp, for ifølge Kbreab Goetem er den helt store udfordring netop udtalen af de svære danske ord, som han er meget glad for, at han har haft lejlighed til at få øvet i ferien.
– Vi har øvet os i at læse bøger og fået trænet alle de ”nemme” danske ord ”hej”, ”goddag”, ”godmorgen”, ”hvordan går det?”. Vi har også brugt en computer til at se ordene, mens vi hørte hvordan de lyder, og på den måde er vi blevet bedre til at snakke dansk. Og så har vi læst i blade og trænet vores udtale, siger Kbreab Goetom.
For Røde Kors har oplevelsen også givet en masse nye erfaringer, og står det til dem, vil de forsøge noget lignende næste år.
– Vi er jo frivillige alle sammen, og derfor er det jo på ingen måde professionelt, når vi hjælper deltagerne. Vi kontaktede da også Slagelse Sprogcenter, så snart vi fik ideen til projektet, og de har hjulpet os med det faglige. Det vil sige, at de har taget sig tid til at fortælle vores frivillige om principperne for, hvordan god sprogtræning skal foregå, forklarer Hanne Lee, der til dagligt er en af to aktivitetsledere i Røde Kors i Slagelse, og som har været med til at planlægge og gennemføre sommerferieundervisningen.
– Vi er rigtigt glade for den al den hjælp, vi har fået af de frivillige i Slagelse. De kunne have brugt tiden med deres venner og familie, men de valgte at hjælpe os. Det betyder meget for os. Jeg vil gerne lære sproget så godt, at jeg kan tale perfekt dansk, men der er nok nogle år til, afslutter en storsmilende Kbreab Goetom.