Nyt netværk skal styrke kvindernes lokale engagement
Simone Holme og Isabella Serritzlev, to kvinder med rødder i Slagelse, har startet netværksgruppen Nærvær, der bygger på idéen om, at vi er stærkere sammen. Begge har boet mange år i København, men er nu vendt hjem til Vestsjælland og blev hurtigt inspireret af de mange kvindelige ildsjæle, de mødte i området.
„Da vi vendte hjem til Sorø og Slagelse, blev vi virkelig inspirerede af, hvor mange kvindelige ildsjæle der allerede er i området – kvinder, der ligesom os selv, har et stort ønske om at gøre en positiv forskel,‟ forklarer Simone. „Vi ser et stort potentiale i at samle kvinder i et fællesskab, hvor vi kan støtte hinanden, dele erfaringer og realisere lokale projekter, der skaber forandring.‟