Udvalg prioriterer flere penge til unge medlemmer og Udviklingspulje
Foreningerne kan se frem til højere medlemstilskud til medlemmer under 25 i år. Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget vedtog på sit seneste møde at forhøje medlemstilskuddet med 50 kr. pr. medlem, så folkeoplysende foreninger fremover kan få 400 kr. i tilskud pr. medlem under 19 år og 225 kr. pr. medlem mellem 19 og 24 år i 2025. Medlemstilskuddet kan foreningerne bruge til aktiviteter for medlemmerne og dermed også gøre det lidt billigere at gå til fodbold, deltage i esport eller på anden måde være medlem af en folkeoplysende forening. Det sker på baggrund af en indstilling fra Folkeoplysningsudvalget, som ønsker at give foreningerne endnu bedre mulighed for at gøre det attraktivt for børn og unge at deltage i foreningernes mange tilbud.