Der er rejst tiltale i træfældningssagen
Natten til den 13. marts i år kom en 55-årig mand kørende i bil ad Parnasvej i Sorø, da et stort træ væltede ned over hans bil og dræbte ham. Efterforskningen viste, at træet, der faldt over den 55-årige bil, var blevet fældet med redskaber og væltet hen over vejen.
Seks unge mænd er i den forbindelse nu tiltalt for uagtsomt manddrab, fareforvoldelse og hærværk af særlig grov karakter. To af de unge er desuden tiltalt for at have undladt at hjælpe manden, da de flygtede fra ulykkesstedet. De seks mænd er yderligere tiltalt for fareforvoldelse og groft hærværk i forbindelse med et andet forhold, hvor et træ er fældet og væltet ud over en vej i Slagelse.