Søndag klokken 3.00 fik politiet en anmeldelse om, at der stod en mand i Sct. Mikkelsgade i Slagelse og råbte og skreg. En politipatrulje fandt kort efter frem til manden, der fortsat var temmelig opfarende. Han ville ikke oplyse navn og fødselsdag, og det skal man, når politiet spørger. Derfor blev den pågældende anholdt klokken 3.25, og her kom hans identitet frem: Det var en 27-årig mand uden fast bopæl, og han blev sigtet for overtrædelse af retsplejeloven og ordensbekendtgørelsen. For at få ro på stedet blev den 27-årige taget med til politistationen, og han blev løsladt igen klokken 5.28.