Frokost, sms og videomøder – det laver bilisterne bag rattet
Over halvdelen af bilisterne spiser og drikker, når de kører bil, og hver femte leder efter ting i en taske eller et handskerum. 13 % bruger håndholdt mobil til at tale eller skrive på, og 5 % siger, at de holder telefon- eller videomøde, når de har foden på speederen.
Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, hvor bilisterne er blevet spurgt, hvad de har lavet bag rattet inden for den seneste måned. Tallene offentliggøres i forbindelse med den landsdækkende kampagne “Kør Bil, når du kører bil”, som Rådet for Sikker Trafik og 60 kommuner, bl.a. Slagelse, står bag fra den 6. til 26. maj.