Politirapporten fra 2024-03-20
Natten til lørdag var en politipatrulje i centrum af Slagelse, hvor politibetjentene holdt et vågent øje med nattelivet. Den politibil, de var kørende i, holdt parkeret, og pludselig henvendte et vidne sig til betjentene og fortalte, han havde set en mand sparke et sidespejl af politibilen. På baggrund af overvågningsbilleder fra tryghedskameraerne genkendte politibetjentene kort efter en mand, der var i en kebabforretning. Det var en 23-årig mand fra Frederiksberg, som blev anholdt klokken 4.25 og sigtet for hærværk. Han blev afhørt, men gav ikke nogen forklaring på sin handling. Den 23-årige blev løsladt igen kort efter.