En anderledes have
Det er blevet forår, og snart skal haven indtages, og muligvis også omlægges. Er du træt af at slå græs, anbefaler Henriks Have og Anlæg i Slagelse en have uden græsplæne.
”Tanken er næsten utænkelig, men mange steder kan plænen smukt udskiftes med et plantedække med en bund af bark, flis eller sten,” oplyser Henrik Dan Jensen, der tilføjer, at græsplænen ofte er den mest arbejdskrævende del af haven – i hvert fald hvis den skal være pænt grøn og fri for mos og mælkebøtter. Mange travle haveejere kan med fordel tænke i alternativer, f.eks. trædesten i bunddække eller stier mellem staudebede, som kun kræver pasning et par gange i sæsonen.