Politirapporten fra 2025-04-22
Færdselspolitiet var tirsdag mellem klokken 17.40 og 18.30 på Næstvedvej i Skælskør, hvor der blev gennemført en færdselskontrol. En 15-årig dreng, der kom kørende på knallert – på baghjulet – blev standset, og knallerten blev undersøgt. Der var ikke lys på knallerten, ingen nummerplade, ingen forbremse, og der var et nedslidt dæk. Politiet skal nu afklare omfanget af sigtelser mod den 15-årige. En anden 15-årig dreng, der kom tilfældigt forbi, ville ikke rette sig efter politiets anvisninger og kaldte politibetjentene for færdselssvin, og han blev derfor sigtet for fornærmelig tiltale.