Den 5. juni er det Grundlovsdag. Traditionen tro er der i alle større danske byer grundlovsarrangementer, der dels hylder grundloven og dels hylder den tradition, at vi til stadighed i Danmark kan samles på tværs af politiske skel og andre forskelligheder.
I år er Grundlovsdag noget ganske særligt; det er nu 100 år siden, at kvinder for første gang kunne stemme til et folketingsvalg. Men ikke kun kvinder fik stemmeret; også tjenestefolk uden egen husstand fik lov at sætte krydset. Derudover var Danmark dengang et to-kammersystem med hhv. et folketing og et landsting, hvor den almindelige borger ikke kunne afgive sin stemme til landstinget – dette reformeredes i 1915, så alle med valgret til folketinget nu også fik lov at stemme til landstinget. Det var på mange måder en afgørende ændring af grundloven.
På Dit Slagelse samler vi her de forskellige partiers grundlovsarrangementer:
Radikale Venstre, Venstre og Konservative:
Radikale Venstre, Venstre og De Konservative er endnu engang gået sammen om at afholde grundlovsmøde. Denne gang foregår det på Gerlev Idrætshøjskole, hvor de tre folketingskandiater, Troels Brandt (B), Rune Kristensen (C) og Morten Dahlin (V) alle vil holde en grundlovstale til de fremmødte partisoldater og almindeligt interesserede.
Udover de tre folketingskandidater er minister for klima og energi, Rasmus Helveg Petersen inviteret til at holde tale.
Efter alle grundlovstalerne bliver der tændt op i grillene, ligesom Gerlev Legepark bliver åbnet for fri leg for de fremmødte. Det er fra kl. 16 i Gerlev Legepark.
Dansk Folkeparti:
I restaurant Kuskehuset i Jystrup afholder Dansk Folkepartis vælgerforening i år grundlovsmøde, hvor man har hentet den lokale folketingskandidat og MF Karin Nødgaard til at tale. Man har derudover fået den meget markante retsordfører fra Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, til Jystrup for ligeledes at give en grundlovstale.
Tidspunktet er ukendt.
Du er meget velkommen til at skrive til theis@dit-slagelse.dk, såfremt dit parti afholder grundlovsarrangement, så det kan figurere i vores kalender.