I de kommende uger siger vi igen velkommen til mange nye og spændte skolebørn. Næsten 65.000 børn starter på landets skoler, og alene i Slagelse Kommune starter omkring 1000 børn i 0. klasse.
Slagelse Kommune er derfor med i den landsdækkende kampagne ”Pas på de små i trafikken”. Kampagnen skal sammen med ekstra politiindsats minde trafikanterne om at passe godt på de nye skolebørn i trafikken.
– Det kan være svært at bevare overblikket, når man kun er 5 eller 6 år og skal over en skolevej, hvor trafikanterne kører forbi i høj fart. Samtidig er der meget nyt, som børnene først skal til at lære i trafikken. Som kommune tager vi del i det store ansvar med at hjælpe de nye skolebørn og forebygge trafikulykker ved vores skoler, siger formand for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget Henrik Brodersen (O).
Farten skal ned ved skolerne
Politiet sætter i august ind med kontrol ved mange af landets skoler for at få bilisterne til at lette foden fra speederen. Sidste år stoppede politiet næsten 4.600 bilister, der kørte for stærkt på skolevejene. Derudover havde 193 bilister ikke spændt deres børn fast i bilen, og 146 talte i håndholdt mobil.
Derfor opfordrer Politiet, Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne alle bilister om at sætte farten ned og vise ekstra hensyn, når de møder de små i trafikken. Derudover er det vigtigt at vise hensyn til de andre trafikanter samt respektere skolepatruljernes arbejde og skolens regler for færdsel.
Forældre er forbilleder – lær dit barn om trafikken
Som forældre er det vigtigt at være et godt forbillede, og vise børnene hvordan man færdes som cyklist eller fodgænger. Alle forældre får derfor en folder, der nemt og enkelt viser, hvordan man kan træne med sit barn og give barnet en trafiksikker viden med i skoletasken. Man hjælper nemlig sit barn bedst ved at træne skolevejen til fods og på cykel så ofte som muligt.
Gode råd
På www.sikkertrafik.dk/skolestart er der samlet en række gode råd til at lære sine børn at færdes i trafikken. Vidste du fx, at børn ofte først er klar til at gå alene i 8-10 års alderen og cykle alene i 10-12 års alderen?
Om kampagnen
Bag kampagnen står Rådet for Sikker Trafik, kommunerne og TrygFonden. Derudover bakker politiet op om kampagnen med kontrol på skolevejene.
Store plakater med billeder af børn ved skolerne skal minde bilisterne om, at de skal passe på de nye elever. På skolen udleverer lærerne ved skolestart et opgavehæfte til 0. klasserne med trafikopgaver, hvor klasserne kan deltage i en konkurrence om en præmie fra kommunen.