På lørdag løber “Danmark Planter Ålegræs” af stablen, hvor Tænketanken Hav arrangerer en lang række udplantninger af ålegræs langs de danske kyster. Korsør er et af de steder, hvor der vil blive udplantet ålegræs, og her har alle mulighed for at komme forbi og se, hvordan det foregår og eventuelt give en hånd med.
I foråret er Slagelse Kommune startet med at udplante ålegræs ud flere steder langs kysten, og lørdag den 8. juni kan alle interesserede prøve at give en hånd med, når Slagelse Kommune i samarbejde med Tænketanken Hav inviterer til ålegræsudplantning ved Musholm Feriecenter nord for Korsør. Ålegræs har været en af de mest almindelige planter i de indre danske farvande, men over de sidste 100 år er to tredjedele af ålegræsset forsvundet.
– Ålegræs er en af de vigtige naturlig planter i de indre danske farvande og har flere positive effekter. Det fremmer biodiversiteten i havet, og det skaber opholdssteder til fisk og andre smådyr. Så selv om udplantning af ålegræs ikke kan stå alene, så er det et vigtigt skridt, hvis vi skal genoprette vores havmiljø. Derfor håber jeg, at så mange som muligt har lyst til at se, hvordan vi arbejder med det, siger formand for Klima- og Miljøudvalget Jørgen Grüner (F).
Udplantningen af ålegræs er et led i Slagelse Kommunes bæredygtighedsstrategi. I første omgang er der tale om testudplantninger, som skal være med til at finde de bedste steder, hvor man senere kan lave udplantning i større skala. Ved Musholm Feriecenter, er der stadig en del ålegræs. Derfor vil man her forsøge at udvide området med ålegræs. Men før ålegræsset kan udplantes, så skal det bindes på jernsøm, som udgør et anker for de små og lette planter. Det kan man få lov til at give en hjælpende hånd med. Derefter vil dykkere plante de små ålegræsskud på havbunden ud for Musholm Feriecenter.
– Vores kyster og natur er en af vores største aktiver her i kommunen. Derfor håber jeg, at folk vil komme forbi og opleve udplantningen af ålegræs, og dermed blive lidt klogere på, hvordan vi kan hjælpe vores trængte havmiljø på fode igen, siger Anders Koefoed (V), næstformand i Klima- og Miljøudvalget.
Udplantningen af Ålegræs foregår ved Musholm Feriecenter mellem kl. 10 og 13. Alle er velkomne, og til de sultne er der et begrænset antal sandwich. Parker ved Musholm Feriecenter og følg stien til vandet.