Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 140715-200715.

SPRITBILISTER
Tidspunkt: 150715
Onsdag klokken 13.42 standsede politiet en 36-årig mand fra Litauen på Vestmotorvejen ved Korsør. Det skete, efter at flere bilister havde anmeldt, at det lastvognstog, den 36-årige kørte i, slingrede voldsomt. Manden var ganske rigtigt fuld og en alkometertest viste en promille, der var noget over det tilladte. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Tidspunkt: 150715
Onsdag klokken 14.25 standsede politiet en 20-årig mand fra Sandved på Byskovvej i Slagelse i forbindelse med en hastighedskontrol. Manden, som kørte for hurtigt, havde ikke kørekort og kørte rundt i en bil, der var stjålet ved et indbrud ved Fuglebjerg den 29. juni. Han var i besiddelse af 0,3 gram hash, og en narkometertest gav positivt udslag for cannabis og kokain. Den 20-årig blev derfor anholdt og sigtet for brugstyveri af bilen, sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, for kørsel uden førerret og for at have kørt så hurtigt, at det kan give et klip.

Tidspunkt: 150715
Onsdag klokken 17.41 standsede politiet en 32-årig mand fra Slagelse på Rosengården i Slagelse. Manden virkede påvirket og en narkometertest gav positivt udslag for amfetamin og cannabis. Manden blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

HÆNDELSER

KORSØR: Mand mistede livet efter brand
Tidspunkt: 15/07-2015

En mand er tidlig onsdag morgen død efter en brand i et rækkehus i Geddesøparken i Korsør. Politiet fik en melding om brand klokken 4.19, hvor et avisbud havde mærket og set røg fra stedet. Avisbudet fik banket naboerne op, og da brandvæsenet kort efter kom ind i huset, blev der fundet en livløs mand. Han blev kørt på sygehuset i Slagelse, hvor han blev erklæret for død. Branden er formentlig opstået i forbindelse med madlavning, og fra komfuret er der blevet tændt ild i noget beklædning. Der er ikke de store brandskader i rækkehuset, men branden har udviklet en kraftig røg og og lejligheden er stærkt sodet til. Der er tale om en 47-årig mand, og de pårørende er underrettet.

SKÆLSKØR: 36-årig varetægtsfængslet efter trafikdrab
Tidspunkt: 19/07-2015

En 36-årig herboende polak blev søndag i et retsmøde varetægtsfængslet frem til den 12. august. Han er foreløbig sigtet for spirituskørsel. Den 36-årige blev anholdt natten til søndag klokken 2.05 på en adresse på Glænøvej sammen med en anden 36-årig polsk mand efter at de havde været indblandet i et færdselsuheld på Glænøvej, der kostede en 65-årig kvinde livet.

SLAGELSE: 18-årig sigtet for at råbe efter betjente
Tidspunkt: 19/07-2015

Lørdag klokken 5.06 var politiet ud for Joes Garage i Skovsøgade i Slagelse. En 18-årig mand fra Slagelse råbte efter betjentene, og da de ikke kunne formå ham til at stoppe eller forlade stedet, blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendgørelsen. Da politiet ankom til politistationen i Slagelse med den 18-årige, fandt betjentene en klump hash på 0,5 gram, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 18-årige blev løsldat igen klokken 7.50.

SLAGELSE: 23-årig modsatte sig anholdelse og sparkede bule i bil
Tidspunkt: 16/07-2015

Torsdag klokken 17.33 kom en politibetjent, der ikke var på arbejde, kørende på Bildsøvej uden for Slagelse. Pludselig var der en anden bilist, der forsøgte at overhale ud over dobbelte spærrelinjer, og da det ikke lykkedes, foretog bilisten umiddelbart efter en overhaling venstre om ved et helleanlæg. Betjenten fik standset bilisten. Det var en 23-årig mand fra Slagelse, som dog var noget vrangvillig og gjorde modstand, da han skulle anholdes og sparkede på betjentens privatbil, så der kom en stor bule i bagdøren. Kort efter ankom en politibil med to betjente, og klokken 17.45 blev den 23-årige anholdt. Han blev sigtet for at modsætte sig anholdelsen og for hærværk, og han blev taget med til afhøring på politistationen i Slagelse. Den 23-årige blev løsladt efter afhøring klokken 22.11.

SLAGELSE: 28-årig sigtet for spirituskørsel efter færdselsuheld
Tidspunkt: 16/07-2015

Politiet blev torsdag klokken 18.58 kaldt til Øster Stillinge, hvor to biler var stødt sammen på Stillingevej. En BMW med en 28-årig mand fra Slagelse ved rattet kørte mod øst, og ved en overhaling ud over en spærrelinje ramte den en modkørende bil. Det var en Volvo med en 57-årig mand som fører. Den 28-årige virkede påvirket af stoffer, og han erkendte under afhøringen, at han havde både drukket og taget kokain. Da betjentene undersøgte hans bil, fandt de en post med 8,6 gram amfetamin, og den 28-årige blev derfor både sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

SLAGELSE: 50-årig kvinde fik 30 dages fængsel for tricktyveri
Tidspunkt: 19/07-2015

En 50-årig kvinde med bopæl i Sverige blev lørdag klokken 13.23 anholdt og sigtet for tyveri, og allerede søndag formiddag blev sagen afgjort i retten i Næstved, som takserede tyveriet til fængsel i 30 dage. Derudover blev den 50-årige kvinde udvist fra Danmark og fik et indrejseforbud, der gælder de næste seks år.
Politiet blev lørdag klokken 13.17 kaldt til en lejlighed på Snedkervej i Slagelse, hvor kvinden blev tilbageholdt af beboerne, et ægtepar på 68 og 74. Da den 74-årige mand kom tilbage efter at have luftet hunden, stod den 50-årige kvinde pludselig i lejligheden, og da politiet ankom til stedet, fandt betjentene nogle smykker, som det var lykkedes den 50-årige at stjæle sammen med et mindre beløb i kontanter. Den 50-årige blev derfor anholdt klokken 13.23 og taget med til politistationen i Slagelse.

SLAGELSE: 55-årig fik bilen beslaglagt
Tidspunkt: 16/07-2015

Torsdag klokken 3.47 standsede politiet en 55-årig mand fra Slagelse, der kom kørende på Sorøvej i Slagelse. Det viste sig, at den 55-årige var frakendt kørekortet, og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. På grund af flere tidligere sigtelser for at have kørt uden kørekort, blev den 55-åriges bil beslaglagt på stedet.

SLAGELSE: Sigtet for vold mod ekskone
Tidspunkt: 19/07-2015

Politiet blev lørdag klokken 20.08 kaldt til en lejlighed på Albert Ibsensvej i Slagelse, hvor en 51-årig mand med adresse i Herning var raget uklar med sin ekskone på 42. Kvinden forklarede til betjentene, at hun havde fået to knytnæveslag i ansigtet og var blevet revet i håret. Den 51-årige mand, der stadig var på stedet, blev anholdt klokken 21.02 og sigtet for vold. Han blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev løsladt igen klokken 23.15 efter endt afhøring.

SLAGELSE: Spritbilist sparkede betjent i brystet
Tidspunkt: 19/07-2015

Flere trafikanter anmeldte søndag aften til politiet, at en bil kørte noget hasarderet på Vestmotorvejen ved Sorø. Umiddelbart efter kørte bilen af motorvejen ved Slagelse, og politiet fandt frem til den på Skælskørvej i Slagelse, hvor den var kørt ind i et helleanlæg. Føreren var ikke umiddelbart kommet noget til, men lugtede af alkohol. Det var en 29-årig mand fra Kalundborg, og han ville ikke lige medvirke til en alkometertest, og derfor blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel og for kørsel i påvirket tilstand. Den 29-årige blev kørt til politistationen i Slagelse, men undervejs lykkedes det ham at vride sig fri af de håndjern, han havde fået på, og sparke en betjent i brystet. Betjentene måtte bruge peberspray for at få ro på den 29-årige, som blev sigtet for vold mod politiet og for at lægge hindringer i vejen for politiet. Han blev løsladt igen klokken 5.05 efter afhøring.

SLAGELSE: Ville ikke oplyse navn
Tidspunkt: 19/07-2015

Politiet anholdt søndag klokken 4.14 en kvinde på Gl. Torv i Slagelse. Den pågældende var blevet nægtet adgang til et diskotek og stod nu og diskuterede med dørmændene, og da politiet ankom, ville hun ikke oplyse navn og fødselsdag til betjentene. Derfor blev hun anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. Efter en kortere betænkningstid identificerede hun sig over for politiet – der var tale om en 23-årig kvinde fra Fuglebjerg, og hun blev derefter løsladt igen klokken 4.46.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Korsør Søbrinken Hus Torsdag klokken 04.50 Vides endnu ikke
Slagelse Asgårdsvej Hus Fredag klokken 15.00-lørdag klokken 07.00 Ure, smykker, værktøj og vinterjakker – alle af ukendt mærke
Slagelse Sønderås Hus Torsdag klokken 07.00-tirsdag klokken 21.20 Tv af ukendt mærke

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Skælskør Sorøvej Klokken 13.55-20.05 ATK 490 22 50 km/t 106 km/t Fem klip og en betinget frakendelse
Slagelse Byskovvej Klokken 14.05-14.35 Laser 50 Fire 50 km/t 75 km/t Tre klip. En bilist sigtet for hastighedsovertrædelse med klip som følge, kørsel uden førerret, brugstyveri, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer og for at være i besiddelse af cannabis
Slagelse Byskovvej Klokken 12.50-13.15 Laser 50 Tre 50 km/t 82 km/t Tre klip
Havrebjerg Kalundborgvej Klokken 08.05-14.10 ATK 845 Syv 60 km/t 82 km/t Et klip
Slagelse Kobækvej Klokken 17.03-17.23 Laser 50 Ingen 50 km/t Bestilt færdselskontrol:ingen sager