Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet fra den 15. juli til den 23. juli 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
KORSØR: 51-årig anholdt – råbte efter politiet
Da politiet var på et rutinekontrolbesøg på et værtshus i Korsør, var en af gæsterne noget opfarende. Det var en 51-årig mand fra Korsør, der kaldte en af betjenten for magtliderlige svin og andre lidet flatterende ord. Den 51-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og for at få ro på stedet, blev han anholdt klokken 0.15 og taget med til politistationen i Slagelse. Her dampede han af i detentionen, inden han blev løsladt igen klokken 2.33.

SLAGELSE: Butikstyve stjal pålægschokolade
To tyve, der havde stjålet seks pakker pålægschokolade i Netto på Ndr. Ringgade i Slagelse, blev søndag eftermiddag tilbageholdt af medarbejderne i forretningen. Politiet ankom kort efter anmeldelsen, og der to mænd – en 18-årig fra Slagelse og en 20-årig udenlandsk mand – blev anholdt klokken 17.20 og sigtet for butikstyveri. De blev begge taget med til afhøring på politistationen i Slagelse, hvor de blev præsenteret for en bøde, inden de blev løsladt igen klokken 21.07.

SLAGELSE: Sigtet for butikstyveri
Politiet blev torsdag klokken 16.23 kaldt til Schweizerpladsen i Slagelse, hvor en tyv havde stjålet noget sportstøj fra en fortovsudstilling ved en forretning. Politiet fandt frem til en 25-årig mand uden fast bopæl, der havde syv tomme bøjler fra forretningen med sig. Han forklarede, at han havde købt bøjlerne af en bekendt, men han blev sin forklaring til trods sigtet for butikstyveri.

KORSØR: 72-årig sigtet for blufærdighedskrænkelse
Politiet fik onsdag klokken 15.40 en anmeldelse om, at en mand stod temmelig afklædt på sin altan i en lejlighed i Korsør og onanerede, selv om der var forbipasserende og børn, der legede lige i nærheden. Politiet rykkede ud og anholdt en 72-årig mand på stedet. Han blev sigtet for blufærdighedskrænkelse og taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 17.43.

SLAGELSE: Brand efter brug af ukrudtsbrænder
En medarbejder i en virksomhed på Elmedalsvej i Slagelse var onsdag eftermiddag i færd med at brænde ukrudt ved firmaets bygninger med en ukrudtsbrænder. Imidlertid fik ilden fat i noget isoleringsmateriale i huset, som brød i brand. Branden blev hurtigt slukket, men den havde haft fat i isoleringen i op til 2,5 meters højde. Den pågældende medarbejder, som er 48 og fra Næstved, blev sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen.

SLAGELSE: Tyv stjal kontanter og pung
Politiet fik onsdag en anmeldelse fra en 60-årig mand, der havde siddet på en udendørscafe på Gl. Torv i Slagelse, hvor han havde fået stjålet en pung med personlige papirer og kontanter. Tyveriet skete omkring klokken 13.00, hvor en ukendt mand henvendte sig ved det bord, hvor den 60-årige sad, og lagde et A4-papir på bordet. Da den 60-årige ikke var interesseret i henvendelsen, forsvandt manden igen – med pungen, som han havde stjålet. Tyven beskrives om mand, østeuropæisk af udseende, 25-30 år gammel, ca. 170-175 cm høj. Han var spinkel af bygning og havde hvidt, kort hår. Han havde en lys T-shirt og blålige bukser. Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har bemærket noget mistænkeligt på stedet.

DALMOSE: Fuppede sig til cigaretter
I mandags omkring klokken 17.40 slap ukendte gerningsmænd af sted med at stjæle adskillige pakker cigaretter fra Dagli’Brugsen i Dalmose. Tyvene havde købt cigaretterne af medarbejder, men opdagede “pludseligt”, at de havde glemt pungen i bilen, der holdt udenfor. Det lykkedes tyvene at aflede ekspedientens opmærksom, så de slap ud af forretningen med cigaretterne – og vendte aldrig tilbage for at betale. Politiet skal nu tjekke overvågningsbillederne for evt. at kunne identificere tyvene, men politiet opfordrer helt generelt til, at man som handlende er opmærksom på kunder, der optræder mistænkeligt eller kommer med søforklaringer.

FLAKKEBJERG: Kassedyk i Dagli’Brugsen
Dagli’Brugsen i Flakkebjerg var tirsdag omkring klokken 18.50 udsat for et kassedyk. To kunder bad en medarbejder i forretningen om hjælp til nogle varer, og det lykkedes dem at aflede medarbejderens opmærksomhed, så en tredje person så sit snit til at åbne kasseapparatet og stjæle et kontant beløb. Herefter forduftede de tre “kunder” fra stedet. Overvågningsbillederne fra forretningen skal nu granskes, men politiet hører gerne fra evt. vidner, der har set noget usædvanligt.

SKÆLSKØR: 35-årig stjal skruetrækkersæt
Politiet blev lørdag klokken 15.45 kaldt til Netto i Brænderigården i Skælskør, hvor personalet tilbageholdt en tyv, der havde stjålet et skruetrækkersæt til en halvtredser. Det var en 35-årig mand fra byen, men han kunne ikke legitimere sig, og derfor blev han anholdt og sigtet for butikstyveri. Den 35-årige blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor hans personlige oplysninger blev kontrolleret, og han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 18.30. Han står nu til en bøde for tyveriet.

SLAGELSE: Sigtet for overfald på buschauffør
Politiet anholdt fredag klokken 9.50 en 19-årig mand fra Slagelse, som blev sigtet for vold mod en buschauffør. Voldepisoden fandt sted den 24. juni. Her stod den 19-årige mand på bussen ved Valmuevej sammen med en anden mand, men gik forbi buschaufføren, uden at han fik set deres billetter. Da chaufføren tog kontakt til de to mænd, valgte den ene at slå ham i hovedet med en knyttet hånd. Ved hjælp af billeder fra et overvågningskamera lykkedes det politiet at identificere den 19-årige, der har erkendt forholdet. Han blev løsladt igen klokken 10.44.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Slagelse Arizonavej Hus Mandag klokken 18.18 Ikke gjort op hvad der er stjålet
Slagelse Lillevangsparken Hus Lørdag klokken 15.00 – mandag klokken 11.30 Vase, smykker, usb-nøgler og iPods
Slagelse Mexicovej Hus Mandag klokken 6.47 Smykker
Slagelse Roarsvej Hus Fredag klokken 7.30 – søndag klokken 14.45 Smykker og en iPad
Slagelse Ndr. Stationsvej Lejlighed Lørdag klokken 14.30-19.00 Bærbar pc af mærket Lenovo
Slagelse Slotsgade Lejlighed Tirsdag klokken 14.00-16.30 En taske med kontanter og personlige papirer
Skælskør Skolevej Hus Søndag klokken 16.00-18.00 TV af mærket Samsung, Playstation 4 og en grå postkasse
Slagelse Herthalund Hus I ugen op til lørdag klokken 9.00 Lamper og spisebordsstole

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Slagelse Fredag klokken 17.01-21.31 27 køretøjer blev standset og kontrolleret, og det kastede 12 sigtelser af sig: En for ikke at have den lovpligtige ansvarsforsikring til knallert i orden, to for at køre for hurtigt, en for en ulovlig knallert, en for kørsel i frakendelsestiden, en for at bruge håndholdt mobil under kørslen, en for narkokørsel og to for spritkørsel, en for at køre på en uindregistreret knallert, en for at køre uden styrthjelm og en for ikke at have anvendt korrekt sikkerhedsudstyr til børn.
Slagelse Schackenborgvej Fredag klokken 18.40-19.20 En blev sigtet for ikke at have anvendt korrekt sikkerhedsudstyr til børn.
Korsør Torsdag klokken 17.30-19.10 14 køretøjer blev standset og kontrolleret: En blev sigtet for at køre så hurtigt, at det kan give et klip i kørekortet, to blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen og en blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele.

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Korsør Vestmotorvejen Søndag klokken 13.45-19.45 ATK 6581 650 90 km/t 174 km/t 52 klip og en betinget frakendelse
Rude Næstved Landevej, Venslev Fredag klokken 6.47-12.36 ATK 400 14 60 km/t 86 km/t Et klip