Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 15.-23. november 2016.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-slagelse.dk

KORSØR: Butikstyveri
Politiet blev mandag klokken 11.18 kaldt til Rema1000 på Tårnborgvej i Korsør, hvor personalet tilbageholdt to udenlandske kvinder. Medarbejderne i forretningen havde genkendt de to kvinder fra et par tilfælde af lomme- og tasketyverier, der var sket i de seneste dage, og nu var en 66-årig kvinde blevet bestjålet. Betjentene anholdt de to kvinder, der er fra Bulgarien og henholdsvis 24 og 50 år, og de blev sigtet for tyveri. Politiets efterforskning peger i retning af, at de to kvinder kan være gerningsmænd til nogle andre tilsvarende tyverier, der er sket i lokale supermarkeder. De fremstilles begge to i grundlovsforhør onsdag.

SLAGELSE: Tricktyv på spil
En mand ringede til fredag klokken 14.30 til en 95-årig kvinde på Bjergbygade i Slagelse. Manden påstod, han var fra Danske Bank og fortalte, at kvindens bankkonto var blevet hacket. Derfor skulle hun have et nyt hævekort, og oveni var der kommet nye pengesedler, så hvis hun havde kontanter i huset, skulle de ombyttes. Dem kunne han tage med samtidig. Da manden kom til adressen, fik han således både hævekort, pinkode og kontanter udleveret i store sedler. Kortet blev efterfølgende spærret. Mandens signalement er følgende: Dansk, cirka 30 år, 170 centimeter høj, almindelig af bygning og iført en mærkelig hat. Har du set manden med den mærkelige hat, eller ved du noget, der kan føre til ham, så kontakt venligst politiet på 114.

DALMOSE: Spritbilist kørte ind i elektronisk fartmåler
Søndag klokken 19.10 blev politiet kaldt til Sønder Bjergevej i Sønder Bjerge ved Dalmose, hvor en bilist var kørt ind i måleboksen til en elektronisk fartmåler og nu holdt i rabatten. Et vidne havde kontaktet føreren af bilen – en 54-årig mand fra lokalområdet – for at høre, om han og passageren, en 42-årig kvinde, var ok. Føreren lugtede af alkohol, og han forlod stedet til fods. Politiet fandt kort efter frem til ham, og en alkometertest bekræftede, at han havde en promille, der var noget højere end det tilladte. Derfor blev den 54-årige anholdt klokken 19.50 og sigtet for spirituskørsel, og på grund af promillens størrelse blev hans kørekort inddraget på stedet.

SLAGELSE: Vold mod tjenestemand under anholdelse
En 43-årig mand med adresse i København NV, men som lever sit liv på vejene, var natten til lørdag på besøg i Slagelse. Her havde han fået en ordentlig skramme i hovedet og blødte kraftigt, da han klokken 3.05 kom ind på et spisested på Skovsøgade. Politiet blev kontaktet, og en patrulje kom til stedet og talte med den blødende mand. Han reagerede ved at bede om at blive anholdt, og da patruljen fortalte, at det kunne man ikke bare sådan blive, rev han sin skjorte i stykker, og så besluttede patruljen alligevel at lægge ham i håndjern. Under dette greb manden ud efter benet på en af betjentene, så han faldt, og de begge trimlede rundt på vejen. Herefter fik manden håndjern på og blev kørt til politigården i Slagelse. Han er sigtet for vold mod polititjenestemand.

KORSØR: Peberspray og påkørsel standsede bilist
En henvendelse fra en borger om en bilist, der formentlig var påvirket af alkohol, fik onsdag klokken 11.58 en patrulje til at køre efter en bil i vestgående retning på Storebæltsbroen med op til 170 kilometer i timen. Først lagde patruljen sig på lur ved betalingsanlægget, men det bemærkede bilisten ikke, og så gik turen over broen og overgik undervejs til Fyns Politi, men patruljen fortsatte naturligvis, og til slut lykkedes det at få standset bilen ved at påkøre den. Den noget ophidsede mand i bilen – en 56-årig fra Dianalund – måtte efterfølgende beroliges med peberspray. Han blev slutteligt bragt til politigården i Odense for nærmere afhøring.

SLAGELSE: Vold og beruselse blandt bekendte
En 49-årig mand kommer ofte hos den 72-årige mand, som han onsdag sidst på eftermiddagen – klokken 17.45 – overfaldt. De sad sammen i den 72-åriges bolig i Hellig Anders Park, da den 49-årige pludselig blev aggressiv og væltede et bord i retning af den 72-årige. Derefter kastede han en lysestage efter den 72-årige, der dog ikke blev ramt. Bordet havde til gengæld ramt skinnebenet og lavet et sår på benet. Og efterfølgende blev han slået eller sparket i ryggen også. En patrulje kom til stedet og klokken 18.20 anholdt de den 49-årige mand, som ud over at have blod på hænderne optrådte snøvlende og virkede meget beruset. En test viste da også, at han havde en ganske betragtelig promille. Han bliver nu sigtet for vold.

KORSØR: To unge ville stjæle knallerter
To unge fyre på henholdsvis 15 og 17 blev natten til tirsdag anholdt ved ungdomsskolen på Halsskov Tværvej i Korsør. Det skete, efter at et vagtselskab havde anmeldt til politiet, at der var uvedkommende på stedet, og at der var gået en alarm. De uvedkommende – der altså viste sig at være de to fyre – blev overrasket af en vægter, mens de stod i et knallertrum i færd med at stjæle to knallerter. Kort efter ankom politiet og betjentene anholdt de to klokken 2.52, som blev sigtet for indbrud. Den 17-årige blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 4.40, mens den 15-årige blev kørt hjem til sine forældre.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Slagelse Blindekildevej Hus Tirsdag klokken 15.30 – 18.30 Umiddelbart ikke stjålet noget
Slagelse Etterbjergvej Hus Mandag klokken 13.45 – 19.15 En guldhalskæde, en vielsesring, to guldarmbånd, to guldringe samt en medaljon
Korsør Hulbyvej Hus Søndag klokken 13.53 Endnu ikke gjort op, hvad der er stjålet
Slagelse Landsgarvvej Hus Lørdag klokken 09.38 – 23.25 Diverse smykker samt musikinstrumenter
Slagelse Antvorskov Alle Hus Lørdag klokken 12.00 – søndag klokken 17.30 Diverse smykker
Slagelse Føjtevej Hus Søndag klokken 13.00 – 18.30 Ikke umiddelbart stjålet noget
Slagelse Kristinelund
svej
Hus Søndag klokken 13.30 – 19.00 Diverse smykker
Slagelse Antvorskov Alle Hus Søndag klokken 15.30 – søndag 20.15 En halskæde samt kontanter
Slagelse Bresahlsgade Hus Torsdag klokken 17.00 – fredag klokken 13.00 Goldfield tobaksdåse indeholdende kontanter
Slagelse Kildebakken Hus Lørdag klokken 22.00 – søndag klokken 10.00 Endnu ikke gjort op, hvad der er stjålet
Slagelse Kongelyset Hus Torsdag klokken 02.00 Endnu ikke gjort op, hvad der er stjålet
Slagelse Thomsensvej Hus Søndag klokken 23.00 – mandag klokken 06.10 En husnøgle, en bilnøgle og kontanter
Slagelse Klostergade Hus Søndag klokken 10.30 – mandag klokken 15.40 Ikke umiddelbart stjålet noget
Slagelse Agersøvej Hus Tirsdag d. 8/11 klokken 08.00 – 17.00 En Sharkgamming computer, en HP bærbar, en bedroller med diverse IT-udstyr samt diverse parfumer

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Korsør Motalavej Klokken 09.00 – 09.30 41 køretøjer blev standset og kontrolleret – ingen sager
Slagelse Østerbro Klokken 09.30 – 11.30 En blev sigtet for brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Korsør Storebæltsbroerne Klokken 16.19 – 21.46 ATK 3218 475 110 km/t 164 km/t 22 klip
Slagelse Vestmotorvejen Lørdag kl. 13.15 – 15.10 ATK 945 11 130 km/t 158 km/t Ingen klip
Boeslunde Gryderupvej Klokken 08.22 – 09.42 ATK – bestilt færdselskontrol 22 0 50 km/t
Slagelse Omfartsvejen Klokken 10.37 – 12.51 ATK 315 35 70 km/t 113 km/t 2 klip