Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 2023/10/02 til 2023/10/10.

KORSØR: Gav politibetjent et knytnæveslag
Fredag aften fik politiet en anmeldelse om, at der var en gæst på en adresse i Korsør, og at han ikke længere var ønsket på stedet. Imidlertid ville han ikke af egen kraft forlade lejligheden, og da politiet kom, lykkedes det manden at slå ud efter den ene af betjentene, som fik et knytnæveslag i ansigtet. Manden, der er 58 år gammel og fra lokalområdet, blev anholdt klokken 18.00 og sigtet for vold mod politiet. Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 4.18 lørdag morgen.

KORSØR: Kørte uden kørekort og fik bilen beslaglagt
Politiet standsede onsdag klokken 16.03 en 21-årig mand fra Korsør, der kom kørende i bil på Tjærebyvej lidt uden for Korsør. Den 21-årige havde ikke noget kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret, og da han flere gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet.

KORSØR: Mænd på skinnerne
Lørdag formiddag måtte en politipatrulje køre til Korsør station, hvor et par tilsyneladende berusede mænd opførte sig noget uhensigtsmæssigt. De var aggressive overfor de andre folk på stedet, og de gik rundt på skinnerne til fare for dem selv. Da betjentene kom til stedet, fik de fat i mændene, som begge blev anholdt og sigtet efter jernbaneloven. Det drejer sig om en 31-årig og en 28-årig mand fra hhv. Kolding og Nuuk. Den 31-årige blev desuden sigtet efter ordensbekendtgørelsen, da han i særlig grad var opfarende, højtråbende og frembrusende. De blev begge taget med til politistationen i Næstved, hvor de fik lov at hvile ud et par timer.

SLAGELSE: Tre baner klar …
Lokalpolitiet var mandag eftermiddag forbi en bålhytte i Bredegade i Slagelse, og her traf politibetjentene nogle unge fyre. En 19-årig mand fra byen sad med sin telefon, og der var linet tre baner kokain op på den. Der var 0,18 gram, og den 19-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

SLAGELSE: Klar til at ryge
Politiet var mandag aften forbi en plads i Bredegade i Slagelse, hvor flere unge var forsamlet. En af den – en 17-årig fyr fra Slagelse – var i færd med at gøre klar til at ryge noget hash. Der var 0,62 gram hash og en pose med rester af et hvidt stof, som blev konfiskeret, og den 17-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

SLAGELSE: Ophidset butikstyv stjal sko og skjorte
Mandag klokken 19.04 fik politiet en anmeldelse fra en forretning i Vestsjællandscenteret, hvor medarbejderne tilbageholdt en noget ophidset butikstyv. Det var en 45-årig mand uden fast bopæl, som havde stjålet et par sko og en skjorte, som han havde taget på, hvorefter han gik gennem kassen uden at betale for varerne. Den 45-årige var temmelig ophidset, så han blev anholdt klokken 19.30 og måtte have håndjern på. Han blev afhørt på stedet og sigtet for butikstyveri og løsladt igen kort efter.

SLAGELSE: Slog på politibil
Tirsdag klokken 12.45 blev politiet kaldt til Schweizerpladsen i Slagelse, hvor en mand var utryghedsskabende og gik og råbte. Det var en 38-årig mand fra Slagelse, som blev bortvist fra pladsen, og for at sikre, at han rent faktisk forføjede sig, holdt politibetjentene øje med ham. I Jernbanegade gav han sig uden nogen rigtig påviselig grund til at råbe igen og slog kraftigt på en siderude i politibilen. For at få ro på stedet blev den 38-årige anholdt klokken 12.49 og taget med til politistationen i Næstved. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og løsladt igen klokken 21.50.

SLAGELSE: Spiste chokoladebarer uden at betale for dem
En 35-årig mand fra Sorø blev fredag aften sigtet for både butikstyveri og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det skete, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse fra 7-Eleven på banegården i Slagelse, hvor den 35-årige havde optrådt noget påtrængende, og hvor han havde spist af flere stykker chokolade og drukket af en sodavand uden at betale for varerne. Desuden havde han kommenteret såvel en medarbejders fremtoning som en anden kundes, hvilket førte frem til sigtelserne.

SLAGELSE: To anholdte i nattelivet
Tidligt lørdag morgen måtte politiet anholde to mænd i nattelivet i Slagelse. Den første anholdelse skete klokken 4.32, efter en 19-årig mand fra Slagelse var blevet taget i at tisse på gaden i Skovsøgade. Den 19-årige råbte en stribe skældsord efter politibetjentene, og han ville ikke oplyse sit navn og fødselsdag til dem. Derfor blev han anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale og for overtrædelse af både retsplejeloven og ordensbekendtgørelsen. Efter hans identitet var fastlagt, blev han løsladt igen klokken 5.01. En 24-årig mand fra byen blev anholdt klokken 4.51: Han lå på gaden og ville ikke flytte sig for trafikken. Da politiet fik ham væk fra vejbanen, afviste han også at give sit navn og fødselsdag, så han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og retsplejeloven. Han blev løsladt ganske kort efter, da hans identitet var fastslået.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Korsør Tjærebyvej 28/09 – 7/10 Motorsav og spiritus  
Slagelse Støvlebæksvej Fredag kl. 17.00 – 8.15 Flere forskellige landbrugsartikler  
Slagelse Sagavej Torsdag klokken 10.00-12.00 Kontanter  
Slagelse Hellig Anders Park Torsdag klokken 12.11 Kontanter og smykker  
Slagelse Rosenkildevej Onsdag klokken 00.43 Chokolade og sodavand  
Korsør Revvej Lørdag klokken 20.42 Endnu ikke opgjort om der er stjålet noget  

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Dalmose Høvevej Torsdag klokken 04.47-09.00 53 3 50 km/t 66 km/t
Slagelse Grønningen Torsdag klokken 07.19-13.20 2003 59 50 km/t 72 km/t
Boeslunde Rennebjergvej Onsdag klokken 10.46-15.37 305 19 40 km/t 66 km/t 2
Korsør Tjærebyvej Kl. 8.08 – 10.03 48 1 50 km/t 59 km/t
Korsør Tårnborgvej Kl. 11.25 – 13.25 380 1 50 km/t 61 km/t
Slagelse Sdr. Ringgade Kl. 10.21 – 11.25 238 1 60 km/t 92 km/t
Korsør Skovvej Lørdag klokken 17.23-18.31 250 5 60 km/t 76 km/t
Skælskør Sorøvej Lørdag klokken 20.21-20.38 15 1 50 km/t 61 km/t
Skælskør Stigsnæs Landevej Lørdag klokken 21.01-22.32 45 2 70 km/t 100 km/t 1
Slagelse Sdr. Ringgade Fredag klokken 07.28-13.30 1722