Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 2023/10/09 til 2023/10/17.

KORSØR: Gravemaskine kørte ind i bil og mur
Tilsyneladende gled førerens fod utilsigtet fra bremsen til speederen på en gravemaskine, der i går klokken 7.26 kørte ind i både en bil og en mur på Halsskovvej i Korsør. Heldigvis kom ingen til skade ved uheldet – bilen og muren fik dog en del skrammer.

SKÆLSKØR: Alt for høj hastighed ved gaderæs
Lørdag aften dukkede færdselspolitiet op i forbindelse med en anmeldelse om noget gaderæs ved Skælskør Hallen. Der blev kørt alt for hurtigt, og i tre tilfælde kommer det til at koste bilisterne relativt dyrt: En blev målt til at køre 129 km/t, hvor man højst må køre 80 km/t. Det givet et klip i kørekortet, og da det var det andet klip inden for de første tre år med kørekort, giver det et kørselsforbud. En står til en betinget frakendelse efter at være målt til at køre 134 km/t, og en blev målt til 103 km/t, selv om man kun må køre 50 km/t. Det betyder, at der er tale om vanvidskørsel, så bilen blev beslaglagt på stedet, og bilistens førerret blev inddraget.

SLAGELSE: Tre baner klar …
Lokalpolitiet var mandag eftermiddag forbi en bålhytte i Bredegade i Slagelse, og her traf politibetjentene nogle unge fyre. En 19-årig mand fra byen sad med sin telefon, og der var linet tre baner kokain op på den. Der var 0,18 gram, og den 19-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

SLAGELSE: Eftersøgt havde joint
Torsdag klokken 20.14 standsede politiet en 20-årig mand fra Slagelse i Bredahlsgade. Han var ikke så interesseret i en snak med politiet, men det kom han nu til alligevel. Den 20-årige smed en joint fra sig, da politibetjentene kontaktede ham, og ved en visitation blev der fundet 4,8 gram hash, så han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det viste sig, at den 20-årige var eftersøgt til en sag i fogedretten, så han blev anholdt klokken 20.14 og bliver fredag morgen kørt i retten.

SLAGELSE: Spiste chokoladebarer uden at betale for dem
En 35-årig mand fra Sorø blev fredag aften sigtet for både butikstyveri og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det skete, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse fra 7-Eleven på banegården i Slagelse, hvor den 35-årige havde optrådt noget påtrængende, og hvor han havde spist af flere stykker chokolade og drukket af en sodavand uden at betale for varerne. Desuden havde han kommenteret såvel en medarbejders fremtoning som en anden kundes, hvilket førte frem til sigtelserne.

SLAGELSE: Tilkaldt til brand, der ikke var der
Politi og brandvæsen blev mandag klokken 12.23 kaldt ud til en lejlighed i Slagelse, da der ifølge anmeldelsen skulle være brand i bygningen. Det var der imidlertid ikke. Det var en 53-årig mand, som havde foretaget alarmopkaldet, og da brandvæsenet havde sikret, sig, at der ikke på nogen måde var brand, blev den 53-årige – som var noget beruset – sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om misbrug af faresignal.

SLAGELSE: To anholdte i nattelivet
Tidligt lørdag morgen måtte politiet anholde to mænd i nattelivet i Slagelse. Den første anholdelse skete klokken 4.32, efter en 19-årig mand fra Slagelse var blevet taget i at tisse på gaden i Skovsøgade. Den 19-årige råbte en stribe skældsord efter politibetjentene, og han ville ikke oplyse sit navn og fødselsdag til dem. Derfor blev han anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale og for overtrædelse af både retsplejeloven og ordensbekendtgørelsen. Efter hans identitet var fastlagt, blev han løsladt igen klokken 5.01. En 24-årig mand fra byen blev anholdt klokken 4.51: Han lå på gaden og ville ikke flytte sig for trafikken. Da politiet fik ham væk fra vejbanen, afviste han også at give sit navn og fødselsdag, så han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og retsplejeloven. Han blev løsladt ganske kort efter, da hans identitet var fastslået.

SLAGELSE: To på en knallert …
Fredag klokken 22.00 bemærkede to politibetjente, der kørte i Slagelse, en knallert med to personer på, og de besluttede at standse knallerten. På Vestervang sprang passageren af knallerten og stak af, og da den ene betjent tog fat i knallertkøreren, satte han i gear, startede knallerten og satte i gang med betjenten efter sig. Knallertkøreren mistede dog balancen, og skred ud, og herefter blev han anholdt. Det var en 30-årig mand fra Slagelse, der blev anholdt klokken 22.10. Han blev sigtet for spiritus- og narkokørsel, for at have en passager bagpå og for at forvolde fare for andre. Knallerten blev beslaglagt, og den 30-årige blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 0.30.

SLAGELSE: Truede betjente
Politiets forebyggende betjente var i går på patrulje på Bredegade i Slagelse, hvor de traf en 19-årig mand, der absolut ikke havde lyst til at tale med politiet. Da betjentene ville visitere ham, kaldte han dem for temmelig upassende ting, og derfor blev han sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. Men det fik ham åbenbart ikke til at stoppe ordflommen mod betjentene. Han fortsatte i stedet med at true dem verbalt, og derfor kunne han tilføje endnu en sigtelse for trusler mod polititjenestemand til listen.

SLAGELSE: Ville ikke oplyse navn
En 36-årig mand fra Stubbekøbing blev tirsdag sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. Politiet blev klokken 21.39 kaldt til Schweizerpladsen, hvor den 36-årige havde optrådt utryghedsskabende, men da han blev kontaktet af politibetjentene, ville han ikke oplyse navn og fødselsdato. Han blev derfor kortvarigt anholdt og sigtet for retsplejeloven, og da hans identitet var fastslået, blev den 36-årige løsladt igen.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Korsør Violvej Fredag kl. 15.30 – søndag kl. 14.30 Vides endnu ikke  
Skælskør Parkvej Fredag kl. 11.00 – 12.30 Vides endnu ikke  
Slagelse Ollerup Tirsdag klokken 17.00-18.28 Smykker og spiritus  
Korsør Tjærebyvej 28/09 – 7/10 Motorsav og spiritus  
Slagelse Støvlebæksvej Fredag kl. 17.00 – 8.15 Flere forskellige landbrugsartikler  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Slagelse Skælskør Landevej Lørdag kl. 19.54 – 20.09 En bilist kørte så hurtigt, at han står til et klip i kørekortet. En anden bilist blev målt til at køre 103 km/t, hvilket hører under betegnelsen vanvidsbilisme, da den højst tilladte hastighed på stedet er 50 km/t. Bilen blev konfiskeret og føreren blev sigtet og fik inddraget sit kørekort.

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Dalmose Hovedgaden Lørdag kl. 19.14 – 23.52 110 3 50 62
Korsør Skovvej Fredag kl. 7.35 – 12.36 1335 6 60 75
Korsør Tårnborgvej Søndag kl. 13.49 – 15.53 395 0 50
Skælskør Sorø Landevej Søndag kl. 17.22 – 20.00 88 4 50 64
Skælskør Sorøvej Onsdag klokken 11.50-16.00 180 13 50 km/t 74 km/t 5