Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 2023/10/23 til 2023/10/31.

DALMOSE: Uenige om telefon
En 47-årig mand blev lørdag klokken 13.25 anholdt i Dalmose. Han er sigtet for vold mod en 38-årig mand, som blev slået i hovedet og sparket i ryggen. Det skete tilsyneladende efter, at de to mænd havde haft en uenighed om betaling af en telefon, der var blevet ødelagt ved en tidligere lejlighed. Lørdag eftermiddag kom de to mænd så op at toppes, og mundhuggeriet mundede ud i, at den 38-årige blev udsat for vold. Den 47-årige, der er fra lokalområdet, blev afhørt og løsladt igen klokken 14.37.

KORSØR OG SLAGELSE: Stoppet for narkokørsel i to forskellige byer indenfor 3 timer
Under en rutinemæssig kontrol lørdag aften klokken 18.59 standsede en patrulje en bil på Tårnborgvej i Korsør. Bag rattet sad en 20-årig mand fra Slagelse, og narkometertesten gav udslag for kokain og cannabis. Den 20-årige mand blev bragt til Slagelse Sygehus for at få udtaget en blodprøve, og den unge mand blev løsladt klokken 19.28. Blot nogle få timer senere – klokken 21.22, blev den 20-årige standset af en patrulje igen, denne gang på Korsgade i Slagelse, da han igen havde sat sig bag rattet. Politiet kørte endnu en gang den 20-årige til blodprøve på Slagelse Sygehus, hvor han klokken 21.48 for anden gang blev løsladt. Den 20-årige blev sigtet for narkokørsel.

NÆSTVED: Knuste butiksrude med sin hånd
Natten til lørdag klokken 4.44 slog en mand af uvisse årsager sin hånd mod en butiksrude i Ramsherred i Næstved, så ruden knuste. Vidner havde set ham gøre det, og de havde et godt signalement til politiet, da de kort efter var på stedet. Det betød, at en politipatrulje klokken 5.16 kunne anholde og sigte en 18-årig ung mand fra byen for hærværk.

RØDBY: Vred 21-årig sparkede rude ud i politibil
Politiet blev lørdag aften kaldt til Havnegade i Rødby, hvor der var opstået slagsmål mellem to mænd ved et værtshus. Det var en 18-årig mand, der var raget uklar med en 21-årig mand, begge fra lokalområdet. Den 18-årige blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og fik et forbud mod at kommer på beværtningen fremover, mens den 21-årige, der var noget ophidset, skældte betjentene ud for blandt andet fucking pansersvin, så han blev sigtet for fornærmelig tiltale, og han ville i øvrigt heller ikke oplyse navn og fødselsdag. Derfor blev han anholdt klokken 22.10 og sigtet for overtrædelse af retsplejeloven, så hans identitet kunne fastslås. Han blev også sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og fik et restaurationsforbud, men det fik han ikke til at dæmpe sig. Det lykkedes ham at sparke så hårdt til en rude i politibilen, at han sparkede den i stykker, så oven i de andre sigtelser kom også et sag om hærværk. Den 21-årige blev taget med til politistationen i Næstved, og han blev løsladt igen klokken 0.27.

SKÆLSKØR: Blev slået i hovedet
Efter en diskussion om noget høj musik opstod der tumult mellem to mænd på en adresse i Skælskør fredag aften klokken 21. Det endte med at en 41-årig mand blev slået i hovedet. Politiet blev tilkaldt, og efter vidneforklaringer blev en 28-årig mand fra Dianalund anholdt og sigtet for vold.

SKÆLSKØR: Påvirket og uden kørekort
I fredags klokken 20.10 blev en 45-årig kvinde fra Korsør standet af politiet, da hun kom kørende ad Rennebjergvej i Skælskør. Det viste sig, at hun var frakendt retten til at køre bil, og samtidig var hun påvirket af kokain og amfetamin. Hun blev anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand. Tidligere på dagen var hun blevet standset af politiet i den samme bil, og var blevet anholdt og sigtet for det samme, men det afholdt hende tilsyneladende så ikke fra at sætte sig bag rattet igen. Denne gang blev bilen beslaglagt.

SLAGELSE: 23-årig uden styrthjelm på hurtig knallert
Lokalpolitiet standsede lørdag klokken 21.00 en 23-årig mand fra Korsør, som kom kørende på knallert i Jernbanegade. Uden styrthjelm. Desuden så det ud til at gå lige vel hurtigt, så politibetjentene ville standse knallertkøreren. Han stak dog af, men de fik identificeret både knallert og fører, som blev kontaktet lidt senere på aftenen. Den 23-årige blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert, og han bliver formentlig også sigtet for ikke at rette sig efter politiets anvisninger, for at køre uden styrthjelm og for at køre på en uindregistreret knallert uden forsikring.

SLAGELSE: Biltyv anholdt
Ved et tilfælde fredag morgen opdagede en mand, at bilen, der kørte foran ham på en vej ved Slagelse, var hans egen stjålne varebil. Den var godt nok udstyret med andre nummerplader, men der var nogle letgenkendelige kendetegn ved bilen, der gjorde, at manden ikke var i tvivl om, at det var hans. Han skyndte sig at ringe til politiet, som kort efter kom til en byggeplads i Slagelse, hvor varebilen i mellemtiden var blevet parkeret. Kort efter fik betjentene fat i en 42-årig mand fra Store-Heddinge, som blev anholdt og sigtet for biltyveriet – selv om han forklarede sig med, at han havde købt bilen billigt af en anden mand.

SLAGELSE: Narkokørsel og beslaglæggelse af bil
Tirsdag aften standsede en patrulje en varebil i Løvegade. Føreren var en 47-årig mand fra Slagelse. Narkometertesten viste positiv for cannabis, kokain og amfetamin, og manden blev sigtet for narkokørsel. Ydermere viste det sig, at den 47-årige mand ikke var i besiddelse af et gyldigt kørekort. Faktisk var det fjerde gang i år, at manden blev standset for kørsel uden førerret, og politiet beslaglagde derfor bilen.

SLAGELSE: Råbte efter politiet
Politiet fik mandag en anmeldelse fra ambulancereddere, der var i færd med at hjælpe en mand, der var væltet på løbehjul. Det var sket i Løvegade i Slagelse, og den pågældende – en 31-årig mand fra Slagelse – var voldsomt udadreagerende og højtråbende, men ikke længere behandlingskrævende. Synet af politiet formildede ham ikke, og han sendte en byge af skældsord og trusler i retning mod politibetjentene. Den 31-årige blev herefter anholdt klokken 22.24 og sigtet for fornærmelig tiltale. Han blev taget med til politistationen i Næstved, og han blev løsladt igen klokken 4.59.

SLAGELSE: Ville ikke oplyse navn til politiet
En 23-årig mand fra Hillerød følge tidligt søndag morgen trang til at udtrykke sine følelser for politiet, da en politipatrulje var i Rosengården i Slagelse. Han råbte en stribe skældsord efter betjentene, og da de henvendte sig til ham, ville han ikke oplyse navn og fødselsdag, og det er man forpligtet til, når politiet spørger. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af retsplejeloven og ordensbekendtgørelsen, og da hans identitet var fastlagt, blev han anholdt klokken 5.28 for at sikre ro og orden på stedet. Den 23-årige blev løsladt igen klokken 6.31.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Slagelse Rosenkildevej Mandag klokken 09.52 Endnu ikke opgjort  
Slagelse Rosenkildevej Mandag klokken 13.00-14.00 Intet stjålet  
Korsør Tårnborgvej Lørdag den 28. oktober klokken 09.00-13.30 Playstation og computere  
Slagelse Spaniensvej Fredag den 27. oktober klokken 17.30-19.13 Smykker  
Slagelse Spaniensvej Fredag den 27. oktober klokken 11.45-18.30 Smykker  
Slagelse Belgiensvej Fredag den 27. oktober klokken 18.00-21.15 Endnu ikke opgjort om der er stjålet noget  
Slagelse Agersøvej Fredag den 27. oktober klokken 16.00-søndag den 29. oktober klokken 09.30 Intet stjålet  
Slagelse Ghanavej Lørdag klokken 17.00-22.45 Smykker  
Slagelse Mozartsvej Lørdag klokken 16.30-søndag klokken 09.40 Smykker og en taske  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Skælskør Norvejen Fredag klokken 20.00-20.45 75 køretøjer blev målt og to bilister kørte så hurtigt, at det udløste klip i kørekortet
Skælskør Stigsnæs Landevej Fredag klokken 21.00-21.20 Tre køretøjer blev målt – ingen sager
Skælskør Rennebjervej Fredag klokken 19.00-20.15 Fem køretøjer blev kontrolleret, og en billist blev sigtet for narkokørsel
Slagelse Holbækvej Fredag klokken 12.15-12.45 En trafikant fik et klip i kørekortet for at køre for hurtigt
Korsør Dyrehegnet Torsdag klokken 14.55-16.15 En billist blev sigtet for at køre mod ensretning i personbil.
En knallertfører blev sigtet for at køre mod ensretningen og for at have ændret knallerten, så den kunne køre hurtigere end de tilladte 30 km/t
Slagelse Ndr. Ringgade Torsdag klokken 08.30-11.30 Seks personer blev sigtet for at bruge mobiltelefon under kørslen, tre cyklister blev sigtet for ikke at bruge korrekt tegngivning, en billist blev sigtet for ikke at benytte sikkerhedssele, en knallertfører blev sigtet for ikke at have fastspændt styrthjelmen, en trafikant blev sigtet for kørsel uden førerret, en person blev sigtet for ikke at benytte fodgængerfelt og tre trafikanter blev sigtet for at køre i uindregistrede kørertøjer
Slagelse Løvegade Torsdag klokken 17.25-17.55 Ingen sager
Slagelse Tirsdag klokken 19.00-21.45 I alt blev syv køretøjer kontrolleret. En billist blev sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. Da det var fjerde gang billisten blev standset for kørsel uden førerret, blev bilen beslaglagt
Slagelse Stillingevej Tirsdag klokken 17.12-17.42 Ingen sager
Slagelse Stjernebakken Tirsdag klokken 17.35-18.05 Ingen sager
Slagelse Smedegade Tirsdag klokken 16.55-17.25 To billister blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen
Slagelse Slagelsevej Søndag klokken 23.40-01.20 Ingen sager

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Boeslunde Rennebjergvej Mandag klokken 07.44-11.48 245 18 40 km/t 69 km/t 3
Slagelse Kalundborgvej Mandag klokken 13.23-19.25 1253 36 50 km/t 82 km/t 1
Boeslunde Boeslunde Byvej Fredag klokken 11.18-13.50 163 6 50 km/t 64 km/t
Korsør Vestmotorvejen Lørdag klokken 13.36-19.15 4881 280 90 km/t 135 km/t 16
Korsør Vestmotorvejen Søndag klokken 13.53-19.15 6223 234 90 km/t 133 km/t 8
Korsør Skovvej Torsdag klokken 07.44-11.44 1020 6 60 km/t 76 km/t
Slagelse Sdr. Ringgade Torsdag klokken 07.02-08.30 440
Slagelse Slagelse Landevej Onsdag klokken 05.27-11.30 2706 11 80 km/t 105 km/t
Skælskør Sorø Landevej Tirsdag klokken 14.14-19.39 325 11 50 km/t 69 km/t 1
Slagelse Sdr. Ringgade Tirsdag klokken 10.09-11.33 310
Slagelse Valbygårdsvej Tirsdag klokken 11.55-16.20 623 41 50 km/t 75 km/t 4
Skælskør Sorøvej Mandag klokken 13.24-16.13 247 6 50 km/t 69 km/t 1