Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 2024/03/11 til 2024/03/19.

BOESLUNDE: Kørte uden kørekort – fik bilen beslaglagt
Fredag klokken 12.40 standsede politiet en 29-årig mand fra Korsør, der kom kørende i bil på Gryderupvej ved Boeslunde. Imidlertid havde den 29-årige ikke noget kørekort og havde aldrig haft det, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. En narkometertest gav udslag for kokain, og han blev derfor også sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Da den 29-årige flere gange tidligere var sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet.

KORSØR: 17-årig fik knallerten konfiskeret
Færdselspolitiet standsede mandag klokken 8.05 en 17-årig mand fra Korsør, der kom kørende på knallert på Norvangen. Det gik lidt hurtigt, og knallerten blev derfor taget med til kontrol på politistationen i Vordingborg. Her viste en måling på rullefeltet, at den kunne køre noget hurtigere end tilladt, så den 17-årig blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert. Da det var anden gang, han blev nuppet på en ulovlig knallert, blev knallerten konfiskeret.

KORSØR: Havde joint på bænk
Betjente fra lokalpolitiet lagde i går klokken 17.38 mærke til nogle unge mennesker, der var i gang med at gøre en joint klar på en bænk på Skovvej i Korsør. Da den ene af de unge opdagede patruljen, forsøgte han at skjule hashen, der lå på en foliebakke, ved at skubbe bakken ind under en anden ung mand, der også sad på bænken. Betjentene bad de unge mænd rejse sig, og så kom foliebakken til syne igen. De to unge, der begge er 15 år, blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.

KORSØR: Sigtet for at stjæle pakke
En kvinde anmeldte søndag eftermiddag, at hun havde fået leveret en pakke, som var stillet ved hendes hoveddør ved en lejlighed i Korsør tidligt fredag morgen, men pakken var blevet stjålet. Vidner havde bemærket en anden kvinde i opgangen, og på baggrund af forskellige vidneudsagn fandt politiet søndag frem til en 25-årig kvinde fra Korsør. Hun blev anholdt klokken 17.10 og sigtet for tyveriet, og da hendes bopæl blev gennemsøgt, dukkede de varer, som var blevet stjålet med pakken, op. Der dukkede også 1,8 gram hash op hos den 25-årige, som herefter blev sigtet for tyveri og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 25-årige blev afhørt og løsladt igen klokken 19.52.

KORSØR: Sigtet to gange på en time for butikstyveri
I går klokken 11.37 kørte en politipatrulje ud til en forretning på Nygade i Korsør, hvor en ansat tilbageholdt en kvindelig butikstyv. Kvinden, der er 44 år, havde klippet prismærkerne af et par bukser og en bluse og taget det på under hendes eget tøj. Men det blev gennemskuet. Politiet blev tilkaldt og den 44-årige blev sigtet for butikstyveri. Men episoden havde tilsyneladende ikke afskrækket hende, for igen klokken 12.26 stjal hun varer fra nogle udendørsstativer – også på Nygade – og forsøgte at stikke af fra stedet. Men en medarbejder fik løbet hende op. Kvinden blev igen sigtet for butikstyveri, og denne gang blev hun anholdt og taget med til politistationen i Slagelse, hvor hun blev nærmere afhørt.

MARIBO: Slog hånden gennem en rude
Af uvisse årsager hamrede en temmelig beruset 31-årig mand klokken 1.40 natten til søndag hånden gennem en rude til et værtshus på Kaj Munks Gade i Maribo. Politiet blev tilkaldt og betjentene fik anholdt og sigtet den 31-årige for hærværk. Han blev taget med på politistationen, hvor han fik lov at hvile ud et par timer. Han fik desuden et forbud mod at komme på værtshuset.

SKÆLSKØR: Råbte heftige skældsord
En 41-årig mand fra Korsør var torsdag omkring klokken 11 på en tankstation i Skælskør, hvor han imidlertid havde optrådt truende over for personalet og havde råbt en stribe grimme skældsord efter dem. Den 41-årig blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

SLAGELSE: 85-årig kvinde snydt af bankbedragere
En 85-årig kvinde fra Slagelse blev mandag klokken 14.00 ringet op af sin bank, og en venlig mand fortalte hende, at der var problemer med hendes betalingskort, men at “banken” straks ville sende et par medarbejdere ud til kvinden for at hente kortet. Kort efter ankom to imødekommende mænd til kvindens bopæl, og her lykkedes det for dem at overbevise den 85-årige om, at hun var nødt til at udlevere både kort og pinkode. Inden kortet blev spærret, havde bedragerne held til at hæve nogle tusinde kroner i en automat.

SLAGELSE: Butikstyv samlede Royal Copenhagen
Onsdag klokken 12.45 fik politiet en anmeldelse fra en forretning på Rådhuspladsen i Slagelse om, at personalet tilbageholdt en kvinde, der var mistænkt for at have stjålet varer. Det var en 33-årig kvinde fra Korsør, og det viste sig, hun havde stjålet to kopper fra Royal Copenhagen til en værdi af knap 1.400 kroner. Den 33-årige blev sigtet for butikstyveriet.

SLAGELSE: I byen med amfetamin, piller og knive
En politipatrulje traf i går kort inden midnat en mand på en restauration på Jernbanegade i Slagelse. Noget ved manden virkede mistænkeligt, og ved en nærmere undersøgelse af manden fandt betjentene da også både amfetamin, ulovlige piller og flere knive på ham. Han blev derfor sigtet for salg af narko og efter knivloven – og så fik han forbud mod at komme på restaurationen. Det drejer sig om en 53-årig mand fra byen.

SLAGELSE: Ville smaske en dørmand
Natten til søndag patruljerede et par betjente på Gammeltorv i Slagelse. Her traf de en 38-årig mand, der var noget voldsom i sin retorik. Bl.a. sagde han til betjentene, at han ville “smaske” dørmanden (der stod i nærheden), så de skulle lige kigge væk. Men i stedet blev den 38-årige udstyret med en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen og en snak om, hvordan man opfører sig.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Korsør Hulbyvej Søndag klokken 15.11-19.15 Højtaler, pengeskab og lampe  
Boeslunde Slagelse Landevej Fredag kl. 00.00 – 1.30 Minilæsser  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Korsør Norbrinken Mandag klokken7.00-10.30 Tre blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen, en for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen og en knallertkører blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert
Slagelse Kalundborgvej Mandag klokken 9.45-10.20 To blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen
Slagelse Løvegade/centrum Torsdag klokken 23.20-23.48 Fire trafikanter blev standset og kontrolleret: Ingen sager
Slagelse Holbækvej Onsdag klokken 21.20-22.30 Ingen sager
Slagelse Kalundborgvej Tirsdag klokken 11.15-11.50 Tre køretøjer blev standset. En blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon og to nummerplader blev inddraget, da køretøjet ikke var synet
Slagelse Kalundborg Fredag klokken 10.10-10.40 En person blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen
Slagelse Kalundborgvej Fredag klokken 12.15-13.00 Tre bilister blev sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Korsør Vestmotorvejen Mandag klokken 13.31-19.20 5536 217 90 km/t 148 km/t 13 klip
Korsør Vestmotorvejen Fredag klokken 07.52-13.30 7077 151 110 km/t 146 km/t
Skælskør Sorø Landevej Torsdag klokken 10.31-16.00 638 17 50 km/t 70 km/t To klip
Slagelse Kalundborgvej Mandag klokken 07.15-13.30 1167 24 50 km/t 70 km/t Et klip
Korsør Vestmotorvejen Lørdag klokken 13.36-19.20 4300 215 90 km/t 115 km/t 14 klip og en betinget frakendelse
Korsør Vestmotorvejen Søndag klokken 13.33-19.16 6197 189 90 km/t 136 km/t Syv klip