Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 2024/07/29 til 2024/08/06.

KORSØR: Fik slag i ansigtet på parkeringsplads
En form for vejvrede udløste i lørdags klokken 15.00 et knytnæveslag i ansigtet. Episoden udspillede sig på en parkeringsplads på Ørnumvej i Korsør, hvor en 35-årig mand følte, at han var ved at blive kørt ned af en 60-årig mand. Derfor sparkede den 35-årige ud efter den 60 åriges bil, hvorefter den 60-årige steg ud og gav den 35-årige et slag i ansigtet. Derfor blev politiet tilkaldt, og den 60-årige blev anholdt og sigtet for vold.

SLAGELSE: Gemte hash under sengen
Efter et tip om at der skulle befinde sig ulovlige stoffer på en adresse i den centrale Slagelse ransagede politiet i går klokken 7.41 stedet. Ganske rigtigt fandt betjentene en større klump hash på knap 40 gram, der var gemt under en seng. Hashen blev konfiskeret og en 23-årig mand blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

SLAGELSE: Hash og marihuana
Efter et tip om at der skulle befinde sig ulovlige stoffer på en adresse i Slagelse, ransagede politiet torsdag eftermiddag stedet. Her blev der ganske rigtigt fundet både hash og marihuana, og en 33-årig mand blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

SLAGELSE: Lå på lur og afslørede høj musik
Sent mandag aften fik politiet en anmeldelse om, at en gruppe unge spillede høj musik fra en bil på Kierulffsvej i Slagelse. Derfor kørte en patrulje forbi stedet, og betjentene fik de unge til at slukke for musikken. Men for at være sikker på at de unge havde forstået budskabet, lagde betjentene sig på lur i nærheden. Kort efter blev der igen skruet op, og denne gang blev en 25-årig mand fra byen sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Herefter var der stille.

SLAGELSE: Påvirket uden styrthjelm og kørekort
Det var den manglende styrthjelm, der fredag klokken 20.15 fik en politipatrulje til at standse en 18-årig ung mand, da han kom kørende på knallert ad Klingenberg i Slagelse. Det viste sig, at han ikke havde sit kørekort med og desuden var han påvirket af både alkohol, hash og kokain. Så han blev anholdt og sigtet for det hele.

SLAGELSE: To kvinder stjal Bailey og gin
Syv flasker Baileys og to flasker gin – det var hvad to kvindelige butikstyve havde med i tasken, da de fredag klokken 15.09 forsøgte at snige sig ud af et supermarked på Valbygårdsvej i Slagelse uden at betale. Personalet på stedet tilbageholdt de to kvinder, der ikke var udpræget tilfredse med at være blevet opdaget. Politiet blev tilkaldt, og de to kvinder, der er hhv. 31 og 32 år og fra udlandet, blev anholdt og sigtet for butikstyveri. De betalte en bøde på stedet.

SLAGELSE: To mænd sigtet for vold
Klokken 20.04 i går aftes fik politiet en anmeldelse om, at to mænd overfaldt en tredje på Idagårdsvej i Slagelse. En patrulje var lige i nærheden, og derfor gik der ikke længe før betjentene havde fat i to unge mænd på hhv. 18 og 21 år, som begge blev anholdt og sigtet for vold. Manden, der var blevet overfaldet, måtte en tur på skadestuen til behandling for sine skader.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Slagelsevej Klavervej Onsdag kl. 17.00 – torsdag kl. 11.55 Seks stole  
Slagelse Havremarksvej Lørdag kl. 11.08 – 11.20 Kontanter  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar  
Korsør Rolighedsvej Lørdag kl. 3.21 19-årig mand Spirituskørsel
Slagelse Klingenberg Fredag kl. 20.15 18-årig mand Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand