Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Slagelse Kommune i tidsrummet 2024/09/09 til 2024/09/17.

KORSØR: Truede politibetjent
Politiet standsede fredag aften en bil på Hyvingevej i Korsør. Føreren var noget opfarende, og han truede den ene politibetjent med øretæver. Det lykkede ham at stikke af fra stedet, men han blev kort efter anholdt klokken 21.18 på sin bopæl. Det var en 23-årig mand fra Korsør, som blev sigtet for trusler mod politiet. Den 23-årige blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 22.43.

SKÆLSKØR: Unge butikstyve nappede energidrik
Politiet sigtede onsdag eftermiddag to personer for butikstyveri: Det var en 14-årig dreng og en 18-årig mand, der hver havde stoppet en energidrik i lommen i et supermarked i Skælskør. De gik ud gennem kassen uden at betale for drikkevarerne, men blev tilbageholdt af personalet, som tilkaldte politiet. De sociale myndigheder blev underrettet om den 14-åriges tyveri.

SLAGELSE: Eftersøgt mand blev anholdt
Et vidne anmeldte tidligt lørdag morgen til politiet, at der luskede nogle mistænkelige typer omkring ved en varebil på Valdemarsgade i Slagelse. Det viste sig, at der ikke foregik noget lusk, men den ene af de tilstedeværende – en 28-årig mand uden fast bopæl – var eftersøgt til afsoning af en fængselsstraf, så han blev anholdt klokken 4.12 og kort efter overført til afsoning. Der blev fundet en hardballpistol i dørlommen i varebilen, så den 28-årige blev også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

SLAGELSE: Flere sigtet for køb og salg af ulovlige stoffer
To gange i løbet af onsdagen kunne politiet sigte forskellige personer for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer i Slagelse. Klokken 15.30 var en politipatrulje på Sdr. Stationsvej, og her så betjentene noget, der lignede en handel med stoffer. En 24-årig mand fra Valby havde 2,3 gram hash på sig og indrømmede, at han netop havde købt det. En 18-årig mand fra Slagelse havde 16 små poser med i alt 26,19 gram hash, nogle kontanter og en ulovlig kniv. Den 18-årige blev anholdt klokken 11.35, og da politiet ransagede hans bopæl, dukkede der yderligere 975 gram hash, 430 gram skunk, et kontant beløb og to knive op. Den 18-årige blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 19.16.

SLAGELSE: Påvirket forsøgte at stikke af fra politiet
Mandag klokken 16.38 forsøgte en politipatrulje at standse en bil til en rutinekontrol på Bildsøvej ved Kr. Stillinge. Bilisten var dog ikke lige i humør til at standse og prøvede at køre fra politiet. Turen vil nordpå, og en patrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi lagde sømmåtter ud ved Gørlev, men det lykkedes bilisten at undvige dem. Bilen blev dog standset kort efter, og føreren blev anholdt. Det var en 37-årig mand fra Svebølle, og han forsøgte at løbe fra politiet efter anholdelsen, men det havde han ikke held med. Han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for at stikke af fra politiet og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger. Den 37-årige havde en klump hash på knap syv gram og to små poser med godt et gram kokain. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 37-årige blev løsladt, efter der var taget en blodprøve og han var blevet afhørt på politistationen.

SLAGELSE: Sigtet for salg af ulovlige stoffer – igen
Politiet kørte torsdag aften i Slagelse, og i Skovsøgade så betjentene en lidt alternativ parkering. En bil holdt på tværs af flere p-pladser, og de tog kontakt til føreren, der ankom til stedet kort efter. Det var en 38-årig mand fra Slagelse, og ved siden af bilen lå der tre små poser med i alt 3,3 gram hash, og den 38-årige indrømmede, han havde smidt dem fra sig. Den 38-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiets efterforskning pegede i retning af en 25-årig mand fra Slagelse, som blev anholdt klokken 18.23 og sigtet for salg af stoffer. Så sent som onsdag blev den 25-årige sigtet for salg af stoffer, og derfor skal det nu vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør i retten senere fredag.

SLAGELSE: Slog hånden gennem en rude
Det var formentlig gentagne stridigheder mellem naboer, der udløste et knytnæveslag mod et vindue i en hoveddør på en adresse i Slagelse lørdag formiddag. Ruden smadrede, og politiet blev tilkaldt. Gennem vidneforklaringer fandt politiet en lille times tid senere frem til en 29-årig mand, som blev kortvarigt anholdt og sigtet for hærværk.

SLAGELSE: Stor politiindsats på Idagårdsvej
Politiet fik onsdag klokken 20.35 en anmeldelse om, at der gik en person rundt ved Bilka på Idagårdsvej i Slagelse, og at han havde et gevær med sig. Den pågældende gik først rundt på p-pladsen, hvor han sigtede mod flere biler og forsvandt derpå ind i forretningen. Adskillige politipatruljer blev dirigeret til stedet, og senere på aftenen fandt politiet frem til en 12-årig dreng, som havde vundet et legetøjsgevær i forretningen, og det var det, han legede med. Derefter blev politiindsatsen afblæst, og den 12-årige og hans forældre fik en snak med betjentene på stedet. Der er ikke nogen, der er blevet sigtet.

SLAGELSE: Varetægtsfængslet efter trusler
En 28-årig mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i retten. Han er sigtet for vold og for trusler, der fandt sted henholdsvis torsdag og fredag. Torsdag havde han givet en 30-årig mand et knytnæveslag i ansigtet efter en uoverensstemmelse om høj musik fra en lejlighed i Slagelse, og fredag truede han en 23-årig kvinde med en pistollignende genstand samme sted. Den 23-årige var en tidligere bekendt, og fredag aften kom det til en meningsudveksling, hvor den 30-årige sigtede på kvinden med det, der viste sig at være en luftpistol. Han affyrede et skud mod hende, men hun blev ikke ramt. Den 28-årige mand blev anholdt klokken 23.00 og taget med til politistationen i Næstved. I retsmødet blev han varetægtsfængslet frem til den 18. september.

SLAGELSE: Ville stikke af på ulovlig knallert
En politipatrulje lagde lørdag aften klokken 18.30 mærke til en 16-årig knallertkører, da han kom kørende ad Rosenkildevej i Slagelse, mens han kørte i slalom og lavede hjulspin. Da han så politiet, forsøgte han at stikke af, men blev dog hurtigt standset. Ved en nærmere tjek af knallerten kunne betjentene konstatere, at knallerten var ændret, så den faktisk kunne køre dobbelt så hurtigt som tilladt. Så den 16-årige blev sigtet efter færdselsloven, og knallerten blev beslaglagt.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Slagelse Spinderiparken Mandag klokken 3.00-4.00 En bærbar pc af mærket Lenovo og kontanter  
Dalmose Ting Jellinge Tirsdag kl. 00.01 – fredag kl. 13.30 Tv, smykker og værktøj  
Korsør Skovvej Lørdag kl. 9.00 – fredag kl. 23.30 Møbler  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Slagelse Bildsøvej Søndag kl. 18.45 – 19.15 En blev sigtet for at køre så hurtigt, at han står til et klip i kørekortet
Slagelse Bredegade Onsdag klokken 0.30-1.00 Ingen sager
Slagelse Kalundborgvej Tirsdag klokken 21.00-21.30 Ingen sager
Slagelse Kalundborgvej Tirsdag klokken 16.00-17.00 Ingen sager
Slagelse Smedegade Tirsdag klokken 21.30-22.00 Ingen sager
Slagelse Bredegade Mandag klokken 12.30-13.30 Ingen sager

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Slagelse Bildsøvej Mandag klokken 8.02-14.04 1113 28 50 km/t 79 km/t Seks klip
Korsør Vestmotorvejen Fredag kl. 7.22 – 9.30 2349 66 110 140
Slagelse Nykøbing Landevej Fredag kl. 10.40 – 13.20 317 58 50 90 6 klip og 3 betingede frakendelser
Slagelse Stillingevej Lørdag kl. 13.31 – 19.20 708 136 50 88 23 klip og 2 betingede frakendelser
Dalmose Sorø Landevej, Høve Torsdag klokken 18l08-22.45 358 4 80 km/t 127 km/t Tre klip
Slagelse Vestmotorvejen Onsdag klokken 17.25-22.46 3884 116 110 km/t 159 km/t To klip
Korsør Skovvej Tirsdag klokken 6.03-11.39 3166 8 60 km/t 77 km/t
Slagelse Slagelse Landevej Mandag klokken 3.11-19.30 2775 22 80 km/t 104 km/t
Rude Næstved Landevej Søndag kl. 14.29 – 19.44 728 6 80 97
Skælskør Slagelse Landevej Lørdag kl. 13.00 – 19.51 1623 27 80 128 3 klip