Snart går håndværkerne i gang med at ombygge det tidligere posthus til et nyt iværksættermiljø. Forventningen er, at det står klar på den anden side af sommerferien.
Det tidligere posthus ved stationen i Slagelse står overfor en forvandling. Inden længe rykker håndværkerne ind og går i gang med første etape af ombygningen af det, der engang var et posthus, til et nyt vækst- og innovationshus, som bliver bindeled mellem studerende, virksomheder og Sla-gelse Erhvervscenter.
– Hvis vi kan få virksomheder, studerende og kommunen til at arbejde sammen, så er der et stort potentiale for at skabe vækst og nye arbejdspladser. Det er en af vores visioner med Campus Slagelse, og når huset står færdigt, bliver det et inspirerende vækstmiljø, hvor virksomheder, studerende, borgere kan arbejde sammen på nye måder, siger borgmester Stén Knuth (V).
Det bliver den lokale virksomhed Georg Berg A/S, som kommer til at stå for ombygningen. Den lokale virksomhed har vundet opgaven, efter den har været i udbud. Når ombygningen er afsluttet, har huset fået en ny indgang ud mod stationspladsen, og 1. sal er indrettet med kontorer. Siden Slagelse Kommune købte det tidligere posthus, har det dannet rammen om en lang række arrangementer. Det skal det fortsat gøre, når det åbner igen, og samtidig er det også intentionen, at der skal gøres plads til iværksættere og andre, som har lyst til arbejde med innovation. De vil kunne få støtte fra Slagelse Erhvervscenter, som flytter ind i det nye vækst- og innovationshus.
– Vi mener helt klart, at samarbejde mellem erhvervslivet, uddannelserne og kommunen er afgørende for vækst og udvikling. Det er også helt op-lagt, at Slagelse Erhvervscenter sammen med Vækstfabrikken skal bo midt i det nye miljø. Vi glæder os til at være et af de centrale elementer i udvikling af nye projekter og initiativer på tværs af faggrænser, og allerede nu er vi i gang med at planlægge en række spændende aktiviteter, som skal ske på vores nye adresse til efteråret, siger direktør for Slagelse Erhvervscenter Morten Prüsse Sørensen.
Det er første etape af ombygningen af Posthuset, som nu bliver iværksat. De to resterende etaper iværksættes, når der er bevilliget penge til det. Forventningen er, at det nye væksthus vil være klar til at tage imod iværksættere, virksomheder, studerende og alle andre interesserede i sensom-meren 2017.