Prominente gæster deltager til årets Flagdagsparade i Slagelse.
Når Slagelse Kommune traditionen tro hædrer tidligere og nuværende udsendte på Flagdagen den 5. september, bliver det med ekstra pomp og pragt. For første gang stiller hele Gardehusarregimentets hesteskadron til parade – og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder åbningstalen.
Den 5. september hvert år ærer det officielle Danmark de mange nuværende og tidligere udsendte soldater og civile, når landets kommuner holder Flagdag. I Slagelse Kommune har Flagdagen været højtideligholdt de sidste 4 år – og i år er ingen udtagelse. Der er nemlig lagt op til noget helt specielt, når samtlige af Gardehusarregimentets heste for første gang deltager i marchen ad ruten, der tager dem gennem det meste af Slagelse centrum.
– Det er første gang, at så mange stiller til flagdagsparaden, og jeg håber da, at så mange som muligt vil komme og være med til at ære vores soldater – enten langs ruten eller til receptionen på Rådhuspladsen, siger Veterankoordinator Heidi Anita Stentoft, der til dagligt løfter arbejdet med veteraner i Slagelse Kommune.
Når paraden når Rådhuspladsen omkring kl. 12, vil årets flagdagsreception blandt andet byde på taler af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), borgmester Stén Knuth (V) og regimentschef Jens Ole Rossen-Jørgensen, samt musik af Korsør Produktionshøjskole og lidt at spise og drikke til alle fremmødte.
Den store fejring betyder, at Rådhuspladsen vil være spærret for parkering den 5. september, ligesom at det ikke vil være muligt at komme til eller fra parkeringskælderen i tidsrummet fra kl. 11.45 – ca. 13. Parkering henvises derfor til H.P. Hansens plads eller Centerparkeringen.
Program for dagen:
• Kl. 11.45: Gardehusarregimentet marcherer fra Sct. Mikkels Kirke gennem byen via Rosengade, Nygade, Schweizerpladsen, Jernbane-gade, Torvegade til Rådhuspladsen hvor Hjemmeværnets musik-korps spiller.
• Kl. 12.00: Parade på Rådhuspladsen
• Kl. 12.10: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder tale
• Kl. 12.20: Regimentschef Jens Ole Rossen-Jørgensen holder tale
• Kl. 12.30: Borgmester Stén Knuth (V) holder tale
• Kl. 12.40: Paraden slutter
• Kl. 12.40 – ca. 13.30: Reception og musik på Rådhuspladsen for ve-teraner og pårørende samt GHR.
• Kl. 14 -16.30: Eftermiddagskaffe for veteraner og pårørende i Bibliotekets store sal, samt uddeling af børnemedaljer (kræver tilmelding).