Tirsdag d. 12. maj havde Folkebevægelsen mod EU inviteret til paneldebat på Slagelse Bibliotek. Man havde indbudt Rina Ronja Kari, der er folkebevægelsens europaparlamentariker, samt Morten Dahlin (V) og Meta Fuglsang (SF) til en debat om afskaffelsen af retsforbeholdet, som “EU-partierne” – som Rina Ronja Kari flere gange titulerede det brede flertal – har aftalt. I aftalepapiret er der lagt op til en tilvalgsordning, hvor Danmark tilslutter sig en række direktiver, vi kan identificere os med, mens vi vil stå uden for andre dele af samarbejdet.
Ja tak til tilvalgsordning
Det talte man hos Meta Fuglsang særligt varmt om: “Med en tilvalgsordning får man det bedste fra begge verdener; vi får jo en mulighed for at vælge specifikt det, som vi godt kan lide. Europol er jo et godt argument for at gå med på en tilvalgsordning. EU er jo som mange andre områder en politisk kampplads, hvor det handler om at få indflydelse. Vi skal tage vores indflydelse”, sagde Meta Fuglsang, der fik ikke-uventet opbakning fra Venstres folketingskandidat i Slagelse, Morten Dahlin.
Morten Dahlin havde taget en række direktiver med, som han synes det giver mening at samarbejde om; han talte om den grænseoverskridende kriminalitet, der skal bekæmpes med grænseoverskridende politi. Særligt kom debatten til at handle om pædofiliringe, menneskehandel og lignende grænseoverskridende problemer, der for Morten Dahlin gav mening at samarbejde om på tværs af grænser. Men ikke alt skal EU koncentrere sig om, slog Morten Dahlin dog fast med syvtommersøm: “EU skal være stærkt, men smalt. Det vil sige, at de skal skrue ned, når det kommer til at handle om kanelrazziaer, lakridspiber eller andet hovedløst”, sagde den unge venstre-mand, der dog stadig er en varm tilhænger af den tilvalgsordning, som hans eget parti har været med til at forhandle.
EU-skepsis – manglende demokrati
Debatten formede sig med to fløje, med Meta Fuglsang og Morten Dahlin på den ene side som de EU-glade, og Rina Ronja Kari på den anden side med stor skepsis. For det første handlede det om manglende demokrati; flere gange nævnte Rina Ronja Kari, at EU-partierne udenom befolkningen kan træffe beslutninger, hvis en tilvalgsordning bliver aktuel. Ydermere understregede hun, at når vi først har sagt ja, så kan vi ikke længere sige nej:
“Bordet fanger. Der er jo et demokratisk problem, når EU-partierne bare kan sige ja. Så er befolkningen bundet op på det, som EU-partierne mener”, sagde Rina Ronja Kari, der dog fik svar på tiltale af Venstres Morten Dahlin, der nævnte, at EU-partierne trods alt er et udtryk for folkets vilje. Morten Dahlin spurgte også sin politiske kollega, Rina Ronja Kari, meget konkret, om hun overhovedet kunne se nogle fordele ved det europæiske samarbejde, hvortil hun svarede:
“Vi har da et stærkt samarbejde med EU på mange områder, men der er intet behov for et overstatsligt politi lidt i stil med FBI i USA. Det burde foregå på et mellemstatsligt niveau generelt set; også derfor kunne man i mange tilfælde bare lave parallelaftaler med EU, ligesom 18 andre lande har gjort det – heriblandt Norge og eksempelvis Columbia. Det er svært at sige, hvordan en sådan parallelaftale skal se ud, men så ville Folketinget jo selv komme til at bestemme”, mente Rina Ronja Kari, hvilket dog medførte højlydte reaktioner fra de politiske kollegaer, der bl.a. proklamerede at en parallelaftale ville holde Danmark uden for indflydelse.
Følelserne kom i spil
Paneldeltagerne fik for alvor talt sig varme, og der blev også lukket op for spørgsmål fra salen, hvor det var tydeligt at se, at arrangementet var arrangeret af Folkebevægelsen mod EU: Der var primært EU-skeptikere at finde blandt spørgerne. En af dem var Kirsten Andersen, der i sin tid havde stemt ja til EU, men hun måtte erkende, at havde afstemningen været i dag, så havde hun stemt nej:
“Jeg synes, vi er et mærkeligt folkefærd. Vi påstår, at vi er så frie – men er vi virkeligt så frie, som vi går og tror? Vi må ikke længere have vores egne penge, vi bliver lagt sammen med alle mulige andre lande. Det hele bliver så stort, at ingen kan styre det længere; og det sker på vores bekostning”, mente Kirsten Andersen, der var tydeligt imod den måde, som EU-samarbejdet havde udviklet sig på.
Og i det hele taget vidnede ikke blot denne publikumkommentar, men hele debatten om, at EU er et følelsesladet emne for mange mennesker, inklusiv de politikere, der arbejder med det til hverdag.
/Theis Schønning
