Helle Blak opfordrer politikerne i Slagelse byråd til at slå koldt vand i blodet. ”Der er ingen tvivl om at den økonomiske situation for Slagelse Kommune er meget alvorlig”, siger Helle Blak fra SF. ”Men åbner vi budgettet her lige inden sommerferien og vedtager nedskæringer kommer det til at ske på et for usagligt grundlag”.
SF stiller derfor forslag om, at der indføres et fleksibelt ansættelsesstop, ligesom alle institutioner pålægges at bremse op i forbruget og forsøge at spare op til en procent op inden årets udgang.
”Skærer vi 1% på alle de borgernære områder nu, ender de med at blive en varig serviceforringelse, der også rammer borgerne de kommende år”, udtaler Helle Blak. ”Vi må hellere købe os lidt tid og forsøge at indgå en bred budgetaftale for næste år. Venter vi med prioriteringerne til budgetforhandlingerne, vil vi alle have langt flere kort på hånden, og dermed mulighed for at indgå et bredt forlig”.
Helle Blak har på vegne af SF haft kontakt til både Borgmester Stén Knuth og til Socialdemokraterne og Enhedslisten i et forsøg på at finde opbakning til strategien. Helle Blak udtaler desuden “Hoved Med udvalget skal selvfølgelig også være med i processen, så vi får medarbejdernes input til hvordan vi bedst kommer igennem den økonomiske opbremsning”.