Af Jeanette Kjærgaard Christiansen
Jeg bor i Høng, og jeg havde lidt tid tilovers inden en aftale, så jeg gik en tur i anlægget torsdag formiddag og blev noget overrasket. Der var simpelthen så meget skrald i det smukke grønne område.
Det er jo dejligt, at det gode vejr er kommet over os, og at vi har en forlænget weekend, så jeg kan sagtens forstå, at der er mange, der har lyst til at slappe af og hygge sig i det flotte anlæg. Jeg bliver dog meget trist over, at man så ikke rydder op efter sig.
Denne formiddag var der flere børnefamilier, der var ude og gå, så børnene kunne lege og nyde det gode vejr. De kunne dog ikke nyde det smukke anlæg – for det var faktisk ikke særlig smukt. Det er bestemt heller ikke i orden at efterlade så meget skrald i forhold til det dyreliv, som der er i anlægget.
Der er nogen, der burde tage sig sammen og tag et ansvar! Jeg kan se i 4200 Slagelse-gruppen på facebook, at Maria Rosenkvist har skrevet et opslag, hvor hun har gjort opmærksom på det, og hvor hun faktisk også ryddet op efter nattens eskapader! Superfint gjort af hende, så hun tog ansvar for andres ansvarsløshed og muligvis ubetænksomhed.
Jeg håber, at I vil hjælpe med at gøre opmærksom på, at vi rigtig gerne vil bevare de smukke grønne områder i Danmark, så vi alle sammen fortsat kan nyde naturen og det rige dyreliv – både om dagen og om aftenen.
Foto: Jeanette Kjærgaard Christiansen