Sankt Hans-aften var ventet med spænding i Slagelse, hvor der i anlægget for første gang i lang tid blev afholdt et Sankt Hans-arrangement. Arrangørerne bag dette års Sankt Hans var Politihjemmeværnskompagniet i samarbejde med Business Slagelse, der bærer et stort ansvar for dette års – indtil videre – fantastiske festuge.
Allerede ved 18-tiden begyndte folk at indfinde sig på de grønne arealer midt i Slagelse, hvor slagtermester Kolberg havde grillet pattegrise og ‘grill-børger’ til det sultne folk. Lige så var også det lokale bryggeri fra Harboe på plads med øl og vand. På de mange borde foran den lille scene midt i anlægget var der efterhånden fyldt op, som Christina Boelskifte indtog scenen med hyggelig ‘dinner-musik’ – ligesom hun en slags konferencier kunne fortælle, at bålet ville tændes kl. 21.
Men inden bålet tændtes, dukkede dog aftenens båltaler, Eddie Skoller, op på den lille scene midt i anlægget. Med et efterhånden rigt liv på oplevelser, kunne han fortælle anekdoter om stort og småt – bl.a. fra sin musikalske karriere, der har taget ham verden rundt. Efterfølgende blev det tid til en lille sang, da bålet traditionsrigt endelig tændtes midt på anlægssøen.
Aftenen sluttede med, at alle i kor sang med på både ‘Midsommervisen’ og slutteligt vor alle nationalsang ‘Der er et yndigt land’.
Du kan læse mere om, hvad der ellers sker i Slagelse Festuge på Dit Slagelses festugeoversigt her.