Tirsdag d. 23. juni er det Sankt Hans-aften – og dette år falder aftenen tilfældigvis sammen med Slagelse Festuge, hvorfor Sankt Hans-aften i år bliver noget helt ekstraordinært.
Business Slagelse har i samarbejde med Politihjemmeværnskompagniet i Slagelse arrangeret den fedeste Sankt Hans-aften helt centralt i anlægget i Slagelse.
Der sælges mad, øl, vin og vand fra kl. 18 – på pladsen grilles der pattegrise og kalveculotter af slagtermester Søren Kolberg, der ligeledes har tilberedt lækkert tilbehør.
Kl. 20 giver solist Christina Boelskifte koncert med akkompagnement. Kl. 20.40 byder Business Slagelse velkommen til den forhåbentlige gode aften og indleder for alvor den traditionsrige aften med aftenens første fællessang “Danmark, nu blunder den lyse nat”.
Kl. 21 tændes bålet. Båltalen og underholdning leveres af den kendte entertainer, guitarist, skuespiller, og meget andet, Eddie Skoller.
Herefter sluttes aftenen af med et par fællessange samt en afslutningstale af Morten Thomsen.