Der er godt gang i byggeriet på Kvægtorvet i Slagelse, og i slutningen af 2024 vil 62 seniorboliger stå klar til at flytte ind i. Bag initiativet står PFA og OK-Fonden, som opfører 30 boliger som en del af et seniorbofællesskab og 32 fleksible seniorboliger nært tilknyttet friplejehjemmet, hvor der vil være mulighed for at blive boende hele livet – også hvis der opstår behov for hjælp i hverdagen. EDC Projekt Poul Erik Bech er valgt til at udleje seniorboligerne. ‌  

PFA og OK-Fonden er i gang med at opføre 62 seniorboliger på Kvægtorvet i Slagelse. 30 af boligerne bliver et seniorbofællesskab, mens de resterende 32 boliger er nært tilknyttet friplejehjemmet, hvor der er mulighed for at blive boende hele livet – også hvis der opstår behov for hjælp i hverdagen.

Peter Morgan, Ejendomschef hos PFA Ejendomme, fortæller: “De 62 seniorboliger i Slagelse er en del af vores joint venture med OK-Fonden, hvor vi over de kommende år har en ambition om, at ville skabe en række nye velfærdstilbud til seniorer rundt om i landet. Seniorboligerne opføres på Kvægtorvet, hvor vi hos PFA Ejendomme p.t. også er i gang med at opføre 100 familie- og 224 ungdomsboliger. Nu er turen kommet til seniorboligerne, og vi glæder os til at kunne udbyde kvalitetsseniorboliger sammen med OK-Fonden.”

“Den demografiske udvikling viser en stigning i antallet af ældre i Danmark, og at der vil mangle boformer for dem fremadrettet. Som stort pensionsselskab ved vi, at det samtidig er et stadie i livet, hvor der er et stort ønske om tryghed. Med vores partnerskab med OK-Fonden vil vi skabe en højkvalitetsløsning til seniorer, som kan være med til at skabe gode og trygge rammer,” siger Peter Morgan.

Fællesskab skal skabe tryghed
OK-Fonden er en non-profit omsorgsorganisation, som arbejder for, at mennesker kan forfølge deres drømme og leve livet – hele livet. Hos OK-Fonden er omdrejningspunktet det enkelte menneskes selvbestemmelse og tryghed, og det er også i højsædet i de nyopførte seniorboliger på Kvægtorvet i Slagelse. Det fortæller Thorleif Nolde Malling, Kulturmedarbejder hos OK-Fonden:

“Vi ønsker at skabe de bedst mulige rammer for det enkelte menneske. Vi vil skabe en synergi mellem de forskellige boformer, hvor beboerne har mulighed for at deltage i fælles aktiviteter og samspil på tværs af boformerne. Det kan fx være at beboere i seniorboligerne kan blive frivillige på friplejehjemmet eller være med til sociale arrangementer, som fx fællesspisning.”

Han fortsætter: “Vi ved, at tryghed er en væsentlig faktor for seniorer. Et fællesskab på tværs af de forskellige boformer skal bidrage til, at beboerne føler sig trygge og ikke alene. Både i seniorbofællesskabet og de andre seniorboliger kan beboerne engagere sig i fællesskabet, og der er rigtig god mulighed for at deltage i sociale aktiviteter, men samtidig også mulighed for at lukke sin dør.”

Udover de 62 seniorboliger bliver der også opført et friplejehjem med 75 plejeboliger, som udlejes uafhængigt af seniorboligerne.

Perfekt egnet til boligområde
De 62 seniorboliger er en del af et nyt boligområde på Kvægtorvet i Slagelse på knap 90.000 m². I boligområdet er der også etableret 100 familie- og 224 ungdomsboliger, som EDC Projekt Poul Erik Bech også står for udlejningen af. Bjørn Gervø, projektchef hos EDC Projekt Poul Erik Bech, siger:

“Vi har allerede et velfungerende samarbejde med PFA Ejendomme på Kvægtorvet i Slagelse, hvor de er i gang med at opføre 324 DGNB Guld-certificerede boliger, hvoraf vi i EDC Projekt Poul Erik Bech er i gang med at udleje 100 familieboliger og er i fuld gang med at finde lejere til 224 ungdomsboliger. Nu er turen så kommet til, at vi fuldfører trekløveret, når vi skal finde lejere til 62 seniorboliger ud fra PFA og OK-Fondens koncept.”

“Området egner sig perfekt til et boligområde med plads til folk i alle aldersgrupper. Det er centralt beliggende i Slagelse med kort afstand til stationen og bymidten, der gør det attraktivt for folk i alle aldre. På landsplan er der stor efterspørgsel efter seniorboliger, så jeg forventer også, at det vil være tilfældet i Slagelse. Vi glæder os til at hjælpe PFA Ejendomme og OK-Fonden med udlejningen,” siger Bjørn Gervø.

Mod slutningen af 2024 vil 62 nye seniorboliger stå klar på Kvægtorvet i Slagelse. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech