AOF har igennem efteråret og vinteren planlagt en række foredrag, der skal tage os med på en kulturel vandring i vidt forskellige emner; her kommer vi over foredrag med præster, journalister, forskere etc. SeniorUniversitetet er foredragsrækker med det for øje at oplyse og lære; i tidsrummet 10-12 på onsdage på Slagelse Bibliotek.
Du kan får overblik over SeniorUniversitetets foredragsrække 2 herunder:
28. oktober: Carl Larsson – Det gode liv
v. Birgitte Veit – sognepræst.
Carl Larsson var svensk kunstner, der for eftertiden har været mest kendt for sine idylliske portrætter af det lykkelige hjem. Men selvom kunstnerens billeder rummer idyl, så rummede kunstnerens eget liv bestemt også skyggesider, hvorfor malerierne kunne være en måde at holde dampen oppe på.
4. november: Demokratiets Danske Damer
v. Birgitte Possing – dr. phil.
Først for 100 år siden fik kvinder og fattige stemme- og valgret til folketinget, på trods af at vi i Danmark bryster os af en lang tradition med ligestilling og ligeværd mellem forskellige socialgrupper og køn. Birgitte Possing tegner her et billede af kampene inden 1915, hvor grundlovsændringen trådte i kraft samt de pionerer, der for alvor gjorde en forskel.
11. november: Ytringsfrihed og en masse medier
v. Lasse Jensen – journalist.
Lasse Jensen har været journalist i 50 år. Han har været vidne til den udvikling, vi har set i medielandskabet; fra massemedier til en masse medier; et udgangspunkt fra hvor ytringsfriheden aldrig har haft gunstigere betingelser.
Men ytringsfriheden er ikke total – den begrænses af lovgivning, ligesom den handler om at opføre sig ordentligt.
18. november: Etude (DENNE FOREGÅR PÅ BADEANSTALTEN)
v. Ole Worm – pianist.
En etude er et musikstykke, der arbejder med en bestemt teknisk udfordring på instrumentet. Det dækker alt fra en tør skabelon på instrumentet til de største mesterværker nogensinde skrevet.
Alle der dog har givet sig i kast med etuder elsker instrumentet – i dette tilfælde klaveret.
Her vil pianisten Ole Worm spille, fortælle og give et indblik i klaverværkstedet, der på mange måder er som en miniatureverden.
Det koster 400,- at tilmelde sig hele foredragsrækken. Dette kan gøres ved henvendelse på telefon 21 13 01 02 eller via AOF’s hjemmeside; holdnr. 16002.
Det er muligt at købe billet til enkelte foredrag ved indgangen til en stk. pris på 130 kr.