Kom og se, smag, duft, hyg, benyt dig af gode tilbud og oplev alt det Skælskør står for fredag den 30. august 2024. Det kommer til at summe i Skælskør når byen viser dig alt det den er så god til – og så endda lige til kl. 22!

Memory Lane skaber feststemning på Svanetorvet og duoen Jessen & Øland underholder med hyggelig jazz på Nytorv. Oplev Skælskør Rytmiske Kor når de bevæger sig ned ad Algade og underholder med sang i butikkerne.

På Nytorv oplever du ægte markedsstemning når fem lokale avlere præsenterer dig for et stort fristende frugt- og grøntmarked.

Når sulten melder sig, står Grillbassen klar med en lækker bøfsandwich på Svanetorvet, hvor Harboes ølvogn selvfølgelig serverer kolde øl og vand. Når du når ned på Nytorv er du måske lækkersulten og snupper en grillpølse serveret af Skælskør Cykelklub eller en frisklavet pandekage fra de lokale spejdere.
Du vil opleve Magilas fantastiske gadeteater og efter tusmørkets frembrud kan du nyde deres vidunderlige lysoptog igennem den hyggelige by.

Igennem Algade kan du møde nogle af de lokale erhvervsdrivende, der fortæller om det de brænder så meget for. Randi fra Villumsen Vin & Viden er klar til en inspirerende vinsnak. Benjamin står klar med sin Cykelservice. Omø Bryghus præsenterer øl skabt på fællesskab og glæde. Netgreen.dk fortæller om gode kosttilskud og produkter til personlig pleje. Helle Diduch viser dig hemmeligheden bag pileflet. Gitte præsenterer Aloe Vera produkter fra Forever Living. Du kan få en snak med den dygtige børstenbinder, og når du rammer Nytorv, kan du blive inspireret af de aktive crossdansere.

Kilde

Foto: ABW