I anledning af Sjællands Teaters opsætning af HURRA FOR DE BLÅ HUSARER kan man onsdag d. 26. april opleve filmen på det store lærred i MovieHouse Slagelse. Inden filmen vil der være oplæg ved instruktør og to af skuespillerne, der fortæller om tilblivelsen af forestillingen fra film til teater.

Filmen HURRA FOR DE BLÅ HUSARER er et lystspil fra 1970 med Dirch Passer, Lone Hertz, Ghita Nørby, Susse Wold og mange andre folkekære skuespillere. Filmens handling udspilles en nat, hvor to unge løjtnanter skal underkaste sig en gammel ungarsk husarprøve, så ritmesteren kan udvælge den rette kandidat til en stilling ved Gardehusarregimentet: De skal ride 40 kilometer, drikke tre flasker champagne og have et forhold til to kvinder. Det bliver nat fuld af forviklinger, forvekslinger og forelskelser, når de unge løjtnanter involveres med både ritmesteren, oberstens datter og præstens tvillingedøtre.

Det er denne film, som Sjællands Teater opsætter som teaterforestilling til juni på Amphiteater Frederikshøj. HURRA FOR DE BLÅ HUSARER er Sjællands Teaters største opsætning til dato med bl.a. ryttere til hest, 8 professionelle skuespillere, et ensemble af ca. 10 skuespillere, der bl.a. kommer fra Krabasken samt et stort professionelt orkester fra Slagelse Musikskole.

I MovieHouse Slagelse, vil man til arrangementet møde de to hovedrolle-indehavere, Peter Thieme og Jon Lange, der sammen med instruktør Carsten Friis vil holde oplæg om hvordan man laver film til teater.

For biografdirektør for MovieHouse Slagelse, Morten Stefansen, er opsætningen af Sjællands Teaters forestilling en oplagt mulighed for at give folk chancen for at gense den elskede filmklassiker.

Han siger bl.a.: ”Publikum kan glæde sig til et gensyn med en af dansk films store favoritter, og til at høre om arbejdet med at omsætte filmen til teater – fra de folk, der rent faktisk arbejder med det. Og så synes jeg, vi alle sammen skal glæde os til at se teaterversionen som udendørs forestilling til sommer.”

Læs mere og køb billetter til filmen på https://slagelse.moviehouse.dk/

Læs mere og køb billetter til teaterforestillingen på www.sjællandsteater.dk

Om instruktør Carsten Friis
Født 1971. Carsten Friis har gennem 25 år iscenesat mere end 170 musicals på både amatør- og professionelle scener. Han er især kendt og respekteret for sin rolle som kunstnerisk leder og instruktør af H.C. Andersen Festspillene i den fynske landsby om sommeren og på Magasinet om vinteren. Desuden har han været instruktør ved Frøbjerg Festspil, Vejle Musical Teater og Varde Sommerspil. Carsten Friis har gennem flere år været revy-instruktør på Rottefælden i Svendborg.

Om Peter Thieme
Født 1979. Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia i 2004. Peter Thieme er kunstnerisk direktør hos Sjællands Teater. Han har arbejdet med både film og teater, herunder en del operetter og musicals, bl.a. ”Beauty and the Beast” på Det Ny Teater. Han har lagt stemme til en del tegnefilm, bl.a. ”Sjæl”, ”Angry Birds”, ”Pokémon” og ”Grusomme mig 3”.

Om Jon Lange
Født 1980. Uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2011. Jon Lange blev kendt, da han medvirkede i filmen ”Midsommer”. Hans præstation i denne film gav ham en nominering som Bedste Nye Navn i Dansk Film 2003. Siden har Jon Lange medvirket i både film, tv og teater.
Senest i Sygeplejeskolen på TV2.

Fakta om arrangementet

HURRA FOR DE BLÅ HUSARER
Filmvisning i MovieHouse Slagelse, Træskogården 2, 4200 Slagelse

Onsdag d. 26. april 2023 kl. 10.00

Pris: 80 kr.

Tidsplan:
10.00 – 10.30: Oplæg ved instruktør Carsten Friis og skuespillerne Peter Thieme og Jon Lange
10.30 – 12.20: Filmvisning
12.20 – 12.50: Mulighed for at købe billetter til teaterforestillingen