Skælskør Bymuseum inviterer til sæsonåbning den 26. juni kl. 13-16.

En unik kopi af Skælskør-krucifikset fra 1200-tallet bliver nu udstillet på Skælskør Bymuseum sammen med historien om krucifikset.

Skælskør-krucifikset, der er fremstillet i den franske by Limoges, blev fundet under en udgravning med Nationalmuseet i 1996 ved byens karmeliterkloster. Det originale krucifiks befinder sig på Nationalmuseet.

Jørgen Poulsens vilje til at nå i mål med en kopi af Skælskør krucifikset har været afgørende for, at kopien nu er tilgængelig for museets gæster.

Museum Vestsjælland, Museumsforeningen for Skælskør Bymuseum, Fonden Brand af 1848 og Museum Vestsjælland,  har bidraget til realiseringen.

Museumsforeningen har tilmed gennem længere tid solgt ”afladsbreve” for 50 kr. som crowdfunding.

Den udstillede kopi bliver ledsaget af andre fund fra samme udgravning.

Byens torve
Skælskør Bymuseum åbner samme dag ny særudstilling: Byens Torve, Gammel Torv, Nytorv, Havnepladsen. Her er historier om byens gamle torve og gadeinventar som vandpumpe og skulpturer, der en årrække stod på Nytorv. En særlig del af udstillingen er porcelæn med lokale motiver malet i perioden 1950-1970 af multitalentet fru Esbensen, der tog afgang fra Kunsthåndværkerskolen i København i 1930erne.

Museets frivillige tager imod og her er gratis adgang.

Skælskør-krucifikset. Foto: Nationalmuseet
Porcelæn malet af Esbensen. Foto: Museum Vestsjælland