I traditionens tro afholdes Skumringsaftenen i forbindelse med Nordisk Biblioteksuge den 11. november kl.19.00 på Slagelse Bibliotek og 200 andre biblioteker i Norden. Skumringsaftenen er en del af Nordens største højtlæsningsevent og årets tema er ”Fest i Norden”.
En godsejer og en kvartet
Forening Norden og Slagelse Bibliotek inviterer til en hyggelig aften, som indeholder spændende historier og musikalsk underholdning. Birgitte Dinesen, Godsejer på Kragerup Gods, vil starte med at fortælle interessante historier om sin egen personlige tilknytning til Karen Blixen, hvorefter hun vil læse op fra Karen Blixens novelle ’Babettes gæstebud’ fra 1952.
Babettes gæstebud er en af Karen Blixens mest kendte bøger og tilhører trods det lille format et af den danske litteraturs største værker. Bogen blev filmatiseret i 1987 under samme navn og vandt en Oscar i 1988 for bedste udenlandske film.
Efter oplæsningen vil der være koncert med ensemblet Norna, en kvartet, hvor medlemmerne kommer fra Danmark, Norge, Sverige og Finland. Alle fire synger, og der spilles på ældre instrumenter som keltisk harpe, lyre, rebec og kantele.
Det er gratis at deltage og der vil blive budt på kaffe og kage. Læs mere på www.slagelsebib.dk eller www.norden-slagelse.dk