Når det handler om gode, prisvenlige og centrale studieboliger leverer Slagelse på alle fronter. Og dét faktum sætter Studiebyen Slagelse nu fokus på i ny kampagne.

At nye boliger skyder op på Kvægtorvet bag stationen kan ikke være gået manges næser forbi. De lækre nybyggede lejligheder i det blandende byggeri, der både huser ældre, familier og studerende, er attraktive boliger.

En tredjedel af de cirka 100 studieboliger, som er under opførsel, er allerede lejet ud og de første studerende kan forventeligt flytte ind 1. marts 2024. Det er let at forstå lejlighedernes popularitet, med den flotte beliggenhed lige op ad Campustorvet, tæt på bymidten og Stationen.

– Vi er stolte af at kunne tilbyde vores studerende et væld af gode studieboliger. Vi arbejder målrettet for, at man som studerende skal føle sig hjemme og støttet i sin uddannelsesrejse her i Slagelse. Vi ser derfor de mange kommende studieboliger som meget mere end bare tag over hovedet – det er et vigtigt skridt mod en fremtid fuld af viden, vækst og fællesskab, siger Borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents (V).

Som studerende er det afgørende for såvel trivsel som karriere, at man kan bo billigt, centralt, komfortabelt og funktionelt. I Slagelse er der allerede over 1300 studieboliger, og nu er der cirka 800 nye på vej i den nærmeste fremtid. Derfor sætter Slagelse Kommune hen over vinteren fokus på det store og varierede udbud af studieboliger sammen med lokale uddannelsesinstitutioner og boligudlejere.

Følg studieboligkampagnen
Studieby Slagelses kampagne, som skal sætte fokus på, hvor dejligt det er at bo, leve og studere i Slagelse, har fået overskriften ”studieboliger”.

På Studieby Slagelses Facebook og Instagram side vil man i februar og marts 2024 blandt andet kunne komme ind i udvalgte studerendes hjem og se, hvordan de unge indretter sig i nogle af de mange forskellige studieboliger, som Slagelse byder på.

Kampagnen har ikke kun uddannelsesinstitutionerne med som partnere – også boligudlejere i Slagelse er med: FOB, Slagelse Boligselskab og Atlantia har indtil videre takket ja til at være partnere i kampagnen.

– For at styrke bosætningen af unge i Slagelse Kommune, stiller vi attraktive og billige ungdomsboliger til rådighed og på den måde har vi nogle væsentligt mere attraktive tilbud, end det de unge mennesker møder i storbyerne, udtaler direktør for Slagelse Boligselskab, Arne Juul.

Du kan danne dig et overblik over de mange ungdoms- og studieboliger i Slagelse på studieby.slagelse.dk

Pressefoto