Fra den 20. oktober 2018 skal haveaffaldet afleveres på Skovsøvej 8a i Slagelse – tæt på Slagelse Genbrugsplads. Den “gamle” Slagelse Haveaffald på Assensvej 4 i Slagelse holder åbent til og med den 31. oktober.
AffaldPlus har i samarbejde med Slagelse Kommune valgt at flytte haveaffaldspladsen fra Assensvej 4 til Skovsøvej 8a for at gøre forholdene bedre for kunderne. Den nye døgnåbne haveaffaldsplads på 3.500 m2 gør det nemmere at komme af med haveaffaldet. Især ”trailerfolket” tilgodeses, idet der bliver mere og bedre plads til at manøvrere rundt på.
Indvielse og åbningsfest
Anlæggelsen af den nye haveaffaldsplads startede d. 1. juni 2018, og nu er byggeriet på Skovsøvej 8a så langt fremme, at pladsen er klar til indvielse. I den anledning inviterer AffaldPlus til åbningsfest d. 20. oktober kl. 11 – 13. Her vil der være taler og snoreklip.
Efter den officielle del åbner haveaffaldspladsen, og AffaldPlus byder kunder og andre interesserede – med og uden haveaffald på en pølse samt lidt at slukke tørsten med.
Slagelse Haveaffald tager imod alt haveaffaldet. Det betyder, at det fra den 20. oktober ikke er muligt at aflevere haveaffald på genbrugspladsen, Assensvej 4.
Allan B. Johansen siger: ”Vi er stolte over, at vi kan byde velkommen til en helt nybygget haveaffaldsplads. Placeringen ved siden af genbrugspladsen giver mange fordele for kunder, medarbejdere og miljø. Vi tror på, at pladsen bliver til glæde for alle”.